Ishockey

Frederikshavn vinder pokalturnering og slukker titeltørke

Frederikshavn White Hawks vandt pokalen i finalen i Metal Final4. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Sidste års mestre fra Rungsted blev slået, da Frederikshavn vandt den danske pokalturnering i ishockey.

Frederikshavn White Hawks slukkede lørdag 18 års titeltørke.

Med en sejr på 2-0 over sidste års mestre fra Rungsted Seier Capital vandt nordjyderne nemlig den danske pokalturnering i ishockey.

Sejren kom i hus på ærkerivalerne Aalborg Pirates' hjemmebane, der lagde is til Final 4-stævnet, som blev indledt med de to semifinaler fredag.

Her bookede Frederikshavn og Rungsted plads i finalen med sejre over henholdsvis Aalborg og Herlev.

Lørdagens kamp om trofæet var en tæt affære.

Det var således først i starten af tredje periode, at pucken første gang fandt vej til mål. Det skete, da Kristian Jensen scorede til 1-0 og sendte Frederikshavn på vinderkurs.

Rungsted havde ellers indtil scoringen siddet på det meste, men nordjyderne var skarpest, når det gjaldt.

Sejren blev dog først for alvor en realitet, da svenske Anders Eriksson i kampens døende sekunder gjorde det til 2-0 ved at sende pucken i et tomt Rungsted-mål i powerplay.

Så brød jublen for alvor ud blandt de mange Frederikshavn-tilhængere, der havde taget turen sydpå.

Meget symptomatisk for kampen blev den tjekkiske Frederikshavn-målmand Tedeas Galansky efter sejren kåret som Årets Pokalfighter.