Ishockey

Profil scorede afgørende mål - nu møder han tidligere klub i finalen

Nikolaj Krag Christensen fejrer en scoring i pokalsemifinalen. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Nikolaj Krag Christensen blev den store helt for Frederikshavn White Hawks i pokalsemifinalen. Nu møder han sin tidligere klub i finalen.

Det er altid noget særligt at spille finale, men for Frederikshavn-spilleren Nikolaj Krag Christensen bliver lørdagens pokalfinale mod Rungsted Seier Capital ekstra speciel.

I sidste sæson var han nemlig med til at vinde både pokal- og DM-guld med den nordsjællandske klub. Lørdag står han så overfor flere af sine gode venner, der nu er blevet til konkurrenter.

- Det bliver utroligt fedt at møde de gamle holdkammerater og stjæle guldmedaljen fra dem, forklarede Nikolaj Krag Christensen, efter han med den afgørende scoring på straffeslag sikrede Frederikshavn White Hawks finalebilletten fredag aften.

Her stod nordjyderne overfor rivalerne fra Aalborg Pirates i en særdeles underholdende affære, der efter 4-4 i ordinær spilletid skulle afgøres på straffeslag.

En disciplin, 21-årige Nikolaj Krag Christensen har godt styr på særligt mod Aalborg, hvor han med fredagens scoring nu har scoret på de to seneste straffeslag mod piraterne.

- Den går ind lige for tiden, og det er dejligt, fortalte forwarden til TV 2 SPORT efter kampen.

- Jeg synes faktisk, det er fortjent. Vi svinger lidt i anden periode, men jeg synes, vi kæmper utroligt godt. En kæmpe holdindsats og stor cadeau til Tadeas Galansky i målet.

Dette års pokalfinale er en gentagelse af den seneste af slagsen, som Nikolaj Krag Christensen var med til at vinde for Rungsted Seier Capital med 3-2 mod sin nuværende arbejdsgiver, Frederikshavn White Hawks.

Lørdag håber den forsvarende pokalmester så, at guldet ryger til Nordjylland. Og optimismen er intakt, selvom holdet for bare én uge siden blev kørt over og tabte med hele 6-1 til Rungsted.

- Vi tror altid på det. Vi har en kamp mod Rungsted, som vi skal være helt klar til. Det bliver super fedt.

Se finalen mellem Rungsted Seier Capital og Frederikshavn White Hawks på TV 2 SPORT og TV 2 Play fra klokken 18:30.