Ishockey

Danske ishockeyherrer taber finalen i østrigsk testturnering

Frederik Storm og resten af det danske landshold måtte lørdag se sig besejret af Østrig i en testkamp. Gert Eggenberger / Ritzau Scanpix

Danmark var foran 1-0 og 2-1, men tabte i testturnering til Østrig, som vandt efter forlænget spilletid.

Det danske herrelandshold i ishockey tabte finalen i firenationersturneringen i Østrig til de østrigske værter.

Efter 2-2 i ordinær spilletid skulle kampen afgøres i forlænget spilletid, og her sikrede Østrig sig sejren på en scoring efter lige under to minutter, så kampen sluttede 3-2.

Dermed blev udbyttet af testturneringen, at Danmark fredag slog Frankrig 6-1 og altså tabte lørdagens anden kamp.

Morten H. Poulsen bragte Danmark foran 1-0 i første periode, og efter en østrigsk udligning i anden periode sørgede Nik Andersen for 2-1 til Danmark halvandet minut inden i tredje periode.

Her udlignede værterne dog efter ti minutter, og så skulle der forlænget spilletid til.

Turneringen, der har navnet Österreich Cup, havde også deltagelse af Norge, som tidligere lørdag tabte 2-1 til Frankrig i en afgørelse efter straffeslag.