Ishockey

Ishockeyformand er lettet over udsigt til kompensation

Klaus B. Rasmussen til sidder i krisemøde.  Claus Fisker / Scanpix Denmark

Regeringens tiltag om kompensation for tab som følge af corona-aflysninger vækker glæde i ishockeysporten.

Der er glæde at spore i en svær tid i de danske ishockeyklubber.

Regeringen præsenterede tirsdag tiltag, der skal hjælpe arrangører af blandt andet sportsbegivenheder økonomisk.

Der er tale om kompensationer for eksempelvis arrangementer eller sportskampe, der må aflyses, udsættes eller spilles for tomme tribuner på grund af frygt for spredning af coronavirus.

- Jeg er lettet, og det fornemmer jeg, at hele branchen er, siger Klaus Rasmussen, der er formand for ligaforeningen og administrerende direktør for ishockeyklubben Sønderjyske.

Regeringen gik fredag ud med en anbefaling om, at arrangementer med over 1000 deltagere aflyses eller udsættes.

Derfor besluttede ligaforeningen sammen med Danmarks Ishockey Union, at de to sidste runder i grundspillet skulle spilles uden tilskuere, ligesom slutspillet blev udskudt på ubestemt tid.

- Spændt på, hvad det betyder

Udsigten til manglende indtægter fra tilskuere fik dog flere klubber til allerede fredag at frygte for, om de økonomisk kunne holde til tabene.

Regeringens udspil om kompensation luner, selv om det endnu ikke er konkret, hvordan og hvor meget klubberne kompenseres.

- De klubkolleger, jeg har talt med, hilser det meget velkomment, at regeringen har reageret hurtigt med et klart signal om kompensation. Nu er vi så alle sammen spændte på, hvad det egentlig betyder.

- Vi synes, det er et godt signal og en honorering af, at alle har bakket anbefalingerne fra regeringen op, siger Klaus Rasmussen.

Økonomien bliver hurtigt presset

Ishockeysporten håber at kunne begynde et slutspil i ændret format i april med tilskuere på lægterne.

Økonomisk kradser krisen allerede i flere klubber efter to runder i grundspillet uden tilskuere og usikkerhed i forhold til slutspillet.

- Regeringen opfordrer underholdningsindustrien til at tage ansvar. Og sekundet efter spiller vi for tomme tribuner overalt og tager ansvar.

- Men det efterlader også en sportsbranche i en dyb og alvorlig økonomisk krise, og derfor hilser vi velkomment, at der er taget flere initiativer, der er målrettet at kompensere klubberne for den manglende omsætning, der er, siger Klaus Rasmussen.

Ligaformanden uddyber:

- Regeringen har lyttet og set, at det er en branche, der er ramt af en force majeure. Omkostningerne fortsætter jo, men der er bare ikke nogen produktion.