Coronavirus

Danske stjerner i 'underlig situation' - tænker ikke på ishockey

Ehlers (tv.) tror, NHL-sæsonen er ovre, mens Eller (tv.) stadig tror på et muligt slutspil i forkortet form. Ritzau Scanpix

De skulle have jagtet slutspilspladser i NHL, men i stedet forsøger Lars Eller, Frans Nielsen og Nikolaj Ehlers at finde vished i en uvis verden.

Normalt burde det være den tid på året, hvor intense opgør på den nordamerikanske is i et hårdt udskillelsesløb ville afgøre, hvilke klubber der ville tage de afgørende skridt ind i det sagliggørende slutspil i NHL.

Men 'normalt' er i den grad sat ud af kraft.

Det kan de danske ishockeystjerner i Nordamerika også mærke. På den anden side af en klode i oprørte vande. Langt væk fra sine nærmeste.

- Det er en meget underlig situation at være i. Der er ikke noget, der er normalt herovre. Det er en voldsomt bizar situation, siger Lars Eller i telefonen fra Washington DC til TV 2 SPORT.

Den stærke dansker var en vigtig brik på et Washington Capitals mandskab, der drømte om at gentage Stanley Cup-triumfen fra 2018. Men nu er drømmene om en gentagelse af triumfen sat på standby.

Men det spekulerer Lars Eller ikke på.

- Det sidste, jeg tænker på, er sport og hockey. Det er ude af min kontrol, lyder det fra forwarden, der har skiftet fokus til de bløde og nære værdier.

- Jeg har valgt at bruge tiden til at være sammen med familien og have noget kvalitetstid.

Jeg er bange for mine bedsteforældre, som er lidt ældre

Nikolaj Ehlers

Frans Nielsen: USA havde ikke respekt for coronavirus

I Detroit sidder Frans Nielsen i samme situation som landsmanden i den amerikanske hovedstad. Den første dansker i NHL er i selvkarantæne ligesom resten af NHL frem til 27. marts.

Men det er ikke sporten, der fylder.

- Jeg synes, ishockey er svært. Jeg har ikke tænkt på det, siden vi blev lukket ned, fortæller Detroit Red Wings-danskeren.

- Det er svært at fokusere på det, når folk dør. På den måde føles hockey ligegyldig i øjeblikket.

Den 35-årige veteran har fra sit hjem i Detroit set et USA, der langsomt har fået øjnene op for coronavirussen og dens omfang.

- Da det kom i Europa og Italien, havde de helt sikkert ikke respekt for det herovre. Vi fik at vide, at vi ikke skulle bekymre os, fortæller Frans Nielsen

- Men nu er respekten kommet. Nu lukker de alt ned herovre og forsøger at komme efter det. Men vi ved jo ikke, hvor skidt det bliver, før det bliver godt igen.

Nikolaj Ehlers er nervøs

Midt ude i ingenting på den canadiske prærie i Winnipeg er Nikolaj Ehlers lige blevet færdig med at tale med sin familie. Som han gør hver dag.

- Man tænker meget på sin familie. Det er ikke nemt, siger den 24-årige nordjyde.

- Selvfølgelig er man nervøs. Man ved ikke, hvad der kommer til at ske, og hvem der smittet. Det er lidt skræmmende. Men hvad skal man gøre? Jeg er bange for mine bedsteforældre, som er lidt ældre.

Som med alt andet i en verden af lave, så sidder de tre danskere fanget i uvished. Med tanker, der kører rundt om fremtiden, om alvoren, om ishockey. Og om en følelsesmæssig rutsjetur.

Vi sidder fast

Frans Nielsen

- Ingen bryder sig om uvished og uvidenhed om, hvad der kommer til at ske i morgen og i næste uge. Derfor kan jeg da være bekymret og føle en form for magtesløshed ind i mellem, fortæller Lars Eller.

- Det kan skifte i løbet af dagen afhængigt af, hvad man læser. Jeg er ikke voldsomt bekymret for min families ve og vel, men jeg er bekymret for mange menneskers situation, deres jobs, virksomhedslukninger og den dominoeffekt, der følger med på hele samfundet. Og så er jeg bekymret på de ældres vegne og for dem, der har livet på spil.

Eller og Ehlers uenige i, om man kan afskrive sæsonen

Uvisheden gælder også det, de tre danskere er ansat til: At levere store øjeblikke på isen.

Hvad, der kommer til at ske, ved ingen. Men Frans Nielsen havde allerede afklaret sin situation. Efter endnu en skuffende sæson stod det klart, at den danske veteran og Detroit Red Wings endnu en gang ville misse slutspillet. Derfor lå sommerferien lige om hjørnet.

Men nu er det uvist, hvad der kommer til at ske.

- Vi sidder fast. Vi vidste, at vi skulle hjem hen over sommeren. Nu aner vi intet om vores planer.

I Washington håber Lars Eller, at der bliver tale om forhold, der er så normale inden for en overskuelig fremtid, at man kan genoptage sæsonen i et eller andet omfang.

- Man kan forestille sig, at man kan gå direkte i slutspil med forkortede serier, hvis det her kun varer seks til otte uger. På den måde har jeg ikke afskrevet sæsonen helt endnu, lyder det fra Lars Eller.

- Jeg holder mig i gang og har et lille fint setup her i vores hjem med et lille gym.

Men i Winnipeg har Nikolaj Ehlers afskrevet sæsonen. Lige nu er han ved at pakke sin lejlighed ned. Tirsdag aften går turen til Ottawa, hvor kæresten bor. Og dernæst skulle destinationen gerne hedde Danmark.

- Jeg tror ikke på, der bliver spillet ishockey igen. Den sæson er færdig, fortæller en temmelig sikker Nikolaj Ehlers.

- Jeg ved ikke, hvordan, jeg skal tackle det. Jeg vil jo helst spille ishockey, men det her er større.

Lige nu kan de ikke andet end det, som resten af verden også gør. Venter. Venter på det normale vender tilbage. Venter på det uvisse. Og krydse fingre imens.

- Vi har ikke set det værste herovre. Nu håber vi bare, det ikke bliver som i Italien, lyder håbet fra Frans Nielsen.