Coronavirus

Kontraktløs i en corona-tid: - Det kommer til at koste

Sebastian Dahm står uden kontrakt for næste sæson, og vilkårene for en ny aftale er ændret en del.  Joe Klamar / Ritzau Scanpix

Ishockeylandsholdets målmand Sebastian Dahm står uden kontrakt, og han er bevidst om, at det kommet til at koste på bundlinjen.

Normalt ville denne tid på året være en travl tid for agenter og kontraktløse spillere. Normalt ville der være gang i telefoner og mail-konti med livlig aktivitet for at få næste sæsons aftaler på plads. Men i disse dage virker det, som om begrebet normalt ikke længere eksisterer. Heller ikke i ishockeyverdenen.

Det må landsholdets Sebastian Dahm også erkende. Den kontraktløse målmand har nemlig masser af tid til at få styr på de hængepartier, der er i huset hjemme i Danmark. Telefonen er helt død for tiden.

- Markedet står stille. Der var en del interesse op til corona-krisens udbrud, sagde min agent. Men nu er der ingen aktivitet, siger Sebastian Dahm til TV 2 SPORT.

Sidste sæson vogtede han målet for Eisbären Berlin i den bedste tyske række, DEL. Men efter en enkelt sæson skal der findes nye græsgange, og ikke mindst en ny arbejdsgiver, så der kan komme indtægter på kontoen igen.

- Jeg er glad for, at vi har lavet en opsparing med de penge, jeg har tjent de sidste par år, hvis der ikke skal spilles ishockey i lang tid. På den måde er jeg ikke nervøs. Der skal vi nok klare den, lyder det fra Dahm.

- Men det kommer til at koste. Jeg vil gætte på, de nye kontrakter, der skal skrives nu, bliver skåret med 20 procent, og det kommer også til at ramme mig.

Udlandskarrieren lakker mod enden

Uvished er et ord, der præger en hel del brancher under krisen. Derfor skal der være tydelige tegn på bedring, før situationen begynder at løsne op – på den måde er ishockey ikke forskellig fra resten af det ramte kultur- og sportsliv.

Derfor er meldingen til den danske landsholdskeeper fra agenten, at det godt kan gå hen og blive i slutningen af juni eller starten af juli, før der er en fremtid på plads. Men Sebastian Dahm ved godt, hvor fremtiden helst skal ligge.

- Jeg vil foretrække en kontrakt i Tyskland eller Østrig, slår han fast.

- Det er her, jeg har haft mine seneste kontrakter, og det vil passe bedst til familien, fordi min datter snakker tysk og det samme gør min kone.

Og i det perfekte scenarie er det ikke bare en kontrakt i DEL eller den østrigske EBEL, der står på menuen til næste sæson. Det må også gerne være en kontrakt, der rækker mere end bare et enkelt år ud i fremtiden for den 33-årige keeper.

- Umiddelbart er præferencen en flerårig kontrakt. Med min alder kunne jeg godt tænke mig, at det bliver det sted, hvor jeg afslutter i hvert fald min udlandskarriere.

Men lige nu er Sebastian Dahm i en venteposition. Og derfor giver han huset en ordentlig omgang i en særlig tid, hvor evnen til at vente er ret væsentlig.

Det er tre uger siden, han forlod Berlin, da den tyske sæson blev lukket ned. Ingen ved, hvornår han er tilbage på isen igen.