Ishockey

Den 25-årige NHL-spiller Colby Cave er død

Colby Cave blev 25 år.  Rich Lam / Ritzau Scanpix

Edmonton Oilers-spilleren Colby Cave er død som følge af en hjerneblødning tidligere på ugen. Han var holdkammerat med danske Patrick Russell.

Den 25-årige canadiske ishockeyspiller Colby Cave døde lørdag, efter han frem til weekenden blev holdt i live med kunstigt koma.

På holdets hjemmeside udtaler Caves kone Emily:

- Det er med stor sorg, at jeg kan fortælle nyheden om, at Colby Cave døde tidligt her til morgen. Jeg og begge vores familier er i chok, men vi ved, Colby var dybt elsket af os, hans familie og venner, hele hockeyverdenen og mange flere. Vi takker alle for deres bønner i denne svære tid.

Ramt af hjerneblødning tidligere på ugen

Tirsdag oplyste Edmonton Oilers, at han var blevet lagt i kunstigt koma på intensivafdelingen på Sunnybrook Hospital i den canadiske by Toronto, efter han var blevet ramt af en hjerneblødning.

Det skete, efter han i første omgang var indlagt på et lokalt hospital, hvorfra han blev fløjet videre.

Dagen efter meddelte klubben, at han havde gennemgået en operation, hvor lægerne havde fjernet en tumor, der skabte pres i hjernen.

Allerede efter operationen skrev hans kone, Emily, på Instagram, at de havde brug for et mirakel. Familien havde kun mulighed for at se ham igennem et vindue og tale til ham via en walkie talkie. Herefter måtte de forlade hospitalet igen på grund af situation omkring Covid-19.

Caves agent, Jason Davidson, fortalte samme dag til det canadiske medie Sportsnet, at hjerneblødningen ingen relation havde til hverken coronavirus eller nogen form for uheld.

Holdkammerat med danske Patrick Russell

Tre dage senere måtte konen, familien og hockeyverdenen opgive at få Colby Cave tilbage til livet, da han døde i en alder af blot 25 år.

Hos Edmonton Oilers spiller også danske Patrick Russell. De skulle oprindeligt have været i gang med slutspillet om lidt, men på grund af situationen omkring coronavirus, er det også uvist, hvad der sker med verdens bedste ishockeyliga.

I denne sæson nåede Cave at score en enkelt gang for Edmonton Oilers i 11 kampe, ligesom han også har spillet for samarbejdsklubben Bakersfield Condors i AHL. Det blev i alt til 67 NHL-kampe i karrieren for canadieren hos henholdsvis Boston Bruins og Edmonton Oilers.