Ishockey

Danske ishockeybrødre bliver genforenet i Malmø

Markus og Oliver Lauridsen er også klar til at forsvare hinanden på klubplan. Begge skal fremover tørne ud Malmö Redhawks i SHL. David W Cerny / Ritzau Scanpix

Oliver Lauridsen har underskrevet en treårig kontrakt med den svenske klub Malmö Redhawks, hvor han bliver holdkammerat med lillebror Markus.

De spiller sammen på det danske ishockeylandshold. Nu skal de også tørne ud for samme klub - faktisk for første gang.

Onsdag har den svenske ishockeyklub Malmö Redhawks præsenteret 31-årige Oliver Lauridsen på en kontrakt gældende frem til sommeren 2023. I slutningen af marts sikrede Malmø-klubben sig hans to år yngre bror, Markus, på en toårig aftale.

Oliver Lauridsen skifter fra den finske klub Jokerit, hvor han havde kontraktudløb efter denne sæson. Markus Lauridsen skifter fra en af Redhawks' ligarivaler, HV71.

- Vi har aldrig spillet på samme klubhold - faktisk ikke engang mod hinanden. Det bliver selvfølgelig meget sjovt. Vi er tætte og er bedste venner, siger Oliver Lauridsen til klubbens hjemmeside.

- Derudover kender jeg mange andre i klubben. Jeg fik et rigtig godt indtryk af Joakim Fagervall (træner, red.), da jeg talte med ham. Og jeg kender både Andreas Lilja og Jesper Mattsson fra tidligere. Nu ser jeg virkelig frem til at møde alle, og jeg glæder mig til, at sæsonen går i gang.

Med tilføjelsen af storebror Lauridsen lyder det fra Malmö Redhawks, at klubbens backside nu er komplet.

- Vi er meget glade og stolte over, at Oliver vil komme til Malmø og spille for os. I ham får vi en stor og stærk spiller, der kommer til at være som en general for os i forsvarsspillet. Han bliver en leder for os både på og uden for isen, siger Patrik Sylvegård, sportschef i Malmö Redhawks.

Svensk mester i 2016

Den 197 centimeter høje back spillede i 2012/13-sæsonen 15 NHL-kampe for Philadelphia Flyers, og i samme sæson gav daværende landstræner Per Bäckman ham VM-debut.

Det blev dog kun til yderligere en enkelt NHL-kamp, inden Lauridsen i 2015 vendte tilbage til Europa - i første omgang til Sverige, hvor han var med til at gøre Frölunda HC til svensk mester.

I de seneste fire sæsoner har han spillet for Jokerit i den multinationale liga KHL, der regnes for at være verdens næststærkeste. Den nordamerikanske ishockeyliga, NHL, anses for at være den stærkeste.

Malmö Redhawks, der spiller i den bedste svenske række, SHL, har med erhvervelsen af Lauridsen-brødrene igen seks danskere i truppen. Jesper Jensen Aabo, Nicolai Meyer, Malte Seltkov og Matias Lassen har også kontrakt med den skånske klub i den kommende sæson.

Frederik Storm og Jesper Jensen er til gengæld på jagt efter en ny arbejdsgiver.

Oliver Lauridsen slutter sig til Malmö-truppen i næste uge, oplyser klubben.