Ishockey

Dansker forlader NHL

Mikkel Bødkers kontrakt med den canadiske klub udløber efter nuværende sæson. Joe Klamar / Ritzau Scanpix

Den danske ishockeyprofil Mikkel Bødker har underskrevet en toårig kontrakt med schweiziske HC Lugano.

Efter en årrække i USA og Canada prøver Mikkel Bødker nu lykken i Schweiz.

Den danske ishockeyprofil har således skrevet under på en to år lang kontrakt med HC Lugano, der løber frem til udgangen af 2021/22-sæsonen.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Bødker har de seneste to år spillet for NHL-klubben Ottawa Senators. Hans kontrakt med den canadiske klub udløber efter nuværende sæson, som er sat på pause på grund af coronapandemien.

Er stadig i Danmark

Det er uvist, om og i så fald hvornår NHL starter op igen i denne sæson.

På grund af uvisheden rejste Bødker i slutningen af marts hjem til Danmark.

Den 30-årige dansker har tidligere også tørnet ud for San Jose Sharks og Arizona Coyotes i den stærke amerikanske liga.