Ishockey

Ny aftale bringer NHL-stjerner tæt på OL-comeback

Edmonton Oilers Connor McDavid kan måske repræsentere Canada ved vinter-OL i 2022. Harrison Barden / Ritzau Scanpix

NHL og spillernes fagforening er blevet enige om en aftale, der åbner for deltagelse ved OL i 2022 og 2026.

Når der i 2022 er vinter-OL i Beijing, får man efter alt at dømme verdens bedste ishockeyspillere at se på isen.

Den Nordamerikanske Ishockeyliga (NHL) og NHL-spillernes fagforening, NHLPA, er blevet enige om en ny kollektivaftale, hvor det er indskrevet, at spillerne kan deltage ved OL i 2022 og 2026.

Dermed er en af de største knaster fjernet. Nu handler det om at forhandle sig frem til en aftale med Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF).

Her strandede forhandlingerne op til OL i 2018, der derfor blev uden NHL-spillere, men denne gang erklærer IIHF-præsident René Fasel sig optimistisk:

- Der er mange udfordringer, men ikke nogle, der burde kunne spolere aftalen. Principielt er dette en god nyhed for for mig og specielt for international ishockey, siger René Fasel til nyhedsbureauet AP.

Tilfredshed er der også i Sverige, der lige nu har 92 spillere knyttet NHL-hold.

- Naturligvis er det fedt for os i "Tre Kronor" og for de svenske fans, men også for ishockey i hele verden, siger Sveriges landstræner, Johan Garpenlöv, til Aftonbladet.

- Vi har brug for at have alle de bedste spillere med ved OL, hvor vi viser os fra vores bedste side, lyder fra landstræneren.

Danmark har aktuelt otte spillere i NHL, og de står således også til rådighed ved OL, hvis det skulle lykkes det danske landshold at kvalificere sig.

Holdet skulle have spillet OL-kvalifikation i Norge i slutningen af august, men turneringen er udsat i et år på grund af coronapandemien.