Ishockey

Islanders sender Capitals og Lars Eller ud af slutspil

Lars Eller og Washington Capitals er ude af sæsonens Stanley Cup. Dan Hamilton / Ritzau Scanpix

Washington Capitals kommer ikke til at gentage Stanley Cup-triumf fra 2018 efter nederlag til Islanders.

Washington Capitals med danskeren Lars Eller på holdet er færdig i denne sæsons slutspil om Stanley Cup-trofæet i NHL efter et nederlag på 0-4 til New York Islanders.

Slutspilsserierne afgøres over bedst af syv kampe, og da Islanders havde vundet tre af de første fire, er holdet med sejren natten til fredag dansk tid nu klar til anden runde i slutspillet.

Lars Eller havde et enkelt skud på målet i de næsten 16 minutter, han var på isen.

Lars Eller og Washington Capitals er slået ud af sæsonens Stanley Cup.

Vandt trofæet i 2018

Anthony Beauvillier grundlagde med to scoringer i første og anden periode sejren for Islanders.

I slutningen af tredje periode øgede Nick Leddy og Josh Bailey til slutresultatet. Capitals havde på det tidspunkt taget sin målmand ud i et sidste forsøg på at vende kampen med en spiller i overtal, men satset lykkedes ikke.

Lars Eller opnåede i 2018 sin hidtil største triumf i verdens bedste ishockeyliga, da han med Capitals vandt finaleserien om Stanley Cup.

Danskeren scorede det afgørende mål i finaleseriens femte kamp mod Vegas Golden Knights.