Ishockey

11 spillere i den danske liga er testet positiv for coronavirus

Herning Blue Fox-spilleren Morten Poulsen er på nuværende tidspunkt den eneste fra sit hold, der er testet positiv.  Thomas Sjørup / Ritzau Scanpix

De smittede spillere kommer fra tre forskellige danske ligahold.

Sæsonen er endelig ved at være godt i gang i den danske ishockeyliga, Metal Ligaen, men nu truer coronapandemien endnu en gang sporten.

I denne uge er det nemlig blevet bekræftet, at hele 11 spillere er smittet med virussen.

Det drejer sig om otte spillere er fra Herlev Eagles, landsholdsspilleren Morten Poulsen fra Herning Blue Fox samt to spillere fra SønderjyskE i form af Victor Rollin Carlsson og Mikkel Jensen. Det bekræfter klubberne til TV 2 SPORT.

Herlev Eagles er i karantæne

Fredag skulle Herlev have mødt Rødovre Mighty Bulls, men som følge af holdets mange positive tests blev kampen aflyst.

Men selvom Herlev for en stund er taget ud af turneringen, er de ikke helt udeladt af coronaligningen i Metal Ligaen.

Fælles for Herning og Sønderjyske, der nu også har positive test i truppen, er nemlig, at begge hold har spillet mod Herlev i løbet af de seneste syv dage.

Sønderjyske mødte Herlev sidste fredag, mens Herning Blue Fox spillede mod dem i tirsdags.

Den danske ishockeyliga følger på nuværende tidspunkt den samme protokol, som Sundhedsstyrelsen anbefaler håndbold og fodbold.

Spillerne bliver derudover testet én gang om ugen.