Ishockey

White Hawks afviser at forlade Frederikshavn

Frederikshavns Joachim Blichfeld i aktion tidligere på efteråret. Thomas Sjoerup / Ritzau Scanpix

Ishockeyklubben White Hawks har ikke råd til at flytte spillere ud af Frederikshavn kommune for at spille.

Syv nordjyske kommuner blev torsdag ramt af nedlukninger efter fund af muteret coronavirus hos mink.

De nye restriktioner, der i første omgang strækker sig til 3. december, har således også haft betydning for sportslivet - heriblandt i Frederikshavn, hvor ishockeyholdet White Hawks hører hjemme.

En af løsningerne, der har været på tale i flere sportsklubber, er, at flytte spillere, træning og kampe ud af de ramte kommuner for at undgå restriktionerne.

Det kan andet betyde, at klubberne kan være nødsaget til at sende spillerne på hotel i en periode.

Venter på afklaring

Men spørger man den administrerende direktør i White Hawks, Henrik Andersen, om det er en mulighed, er svaret ikke til at tage fejl af.

- Det bliver en helt umulig opgave rent økonomisk, siger han.

- Vi har 25-30 mand, der så skal på hotel. Det har klubben simpelthen ikke råd til.

Henrik Andersen fortæller desuden, at klubben og spiller afventer yderligere vejledninger fra regeringen.

- Vi har fået at vide, at professionel sport er undtaget restriktionerne, men omvendt må man ikke krydse kommunegrænserne, så det skal vi have afklaring på.

Fredag formiddag kan ligachefen for Metalligaen, Kim Pedersen, ikke sige noget om, hvad der kan komme til at ske med White Hawks kampe.

- Lige nu afventer vi, indtil der er kommet en ny udmelding fra kulturministeriet senere i dag, siger han.

Kan fortsætte træning

Men hvis det ikke bliver muligt at spille kampe for klubben, så kan de fortsat træne, da det kun er to af holdets spillere, der bor uden for kommunen.

- De to spillere har vi allerede fundet lejlighed til i Frederikshavn, så de kan være med til træning.

Henrik Andersen understreger, at de naturligvis helst ser sig selv spille de syv kampe, der allerede er planlagt fra nu til 3. december.

- I sidste ende er det dog op til regeringen, hvad der kan lade sig gøre.

I den professionelle ishockeyrække, Metal Ligaen, er der indført pointdeling i kampe, hvor det ene hold har mere end syv smittede.

Selv om der ikke er lavet specifikke regler for den gældende situation, så forestillinger Henrik Andersen sig, at reglen bliver udvidet til at gælde de kampe, der nu ligger i risikozonen for at blive aflyst.

Det afviser ligachefen heller ikke kan komme til at ske.