Ishockey

13 smittede: Danskers hold flået af banen minutter før kampstart

Morten Madsen, der her ses i aktion for det danske landshold, spiller til daglig for svenske Timrå, der var modstandere til det coronasmittede Almtuna-hold. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Midt under opvarmningen viste det sig, at 13 spillere fra det svenske ishockeyhold Almtuna var smittet med coronavirus.

Spillerne var omklædt, startopstillingerne var offentliggjort og opvarmningen på isen i fuld gang, hvor danske Morten Madsen blandt andre skøjtede rundt.

Indtil 20 minutter før kampstart lignede ishockeykampen mellem Almtuna fra Uppsala og Timrå onsdag aften en helt almindelig arbejdsdag i Allsvenskan, Sveriges næstbedste række.

Så fik Almtuna svar på spillernes seneste coronatest, og resultatet var lettere chokerende: Ikke mindre end 13 af holdets spillere var smittede.

Begge hold blev omgående beordret af isen - og det i en fart.

- Vi testede alle spillere i morges (onsdag, red.) og fik nu beskeden. Det er frygtelig ærgerligt, siger Almtunas sportschef, Björn Danielsson til Aftonbladet.

Modstanderholdet fra Timrå med blandt andre den danske landsholdsspiller Morten Madsen måtte skynde sig ud i spillerbussen og køre de godt 300 kilometer hjem fra Uppsala.

- Vi ankom til kampen som vanligt, var klar til at spille, og spillerne var allerede ude på isen, ligesom Almtuna var. Og så fløjtede dommeren og sagde, at alle skulle af isen, beretter Timrå-kaptajn Jonathan Dahlén til Sundsvalls Tidning.

Han har svært ved at forstå, hvordan sådan en situation overhovedet kan opstå.

- Jeg forventer, at de ansvarlige skal stå skoleret, og at der er retfærdighed i denne sag, og jeg beder til, at ingen på vores hold har fået corona, siger Dahlén.

Almtuna oplyser på sin hjemmeside, at ingen af de mange smittede viste nogen former for symptomer. Hele klubben er nu midlertidigt lukket ned.