Ishockey

Rungsted vinder duel i istoppen på 75 farlige sekunder

Rungsted Seier Capital scorede to gange med kort mellemrum og vandt 2-0 ude over Esbjerg Energy i topkamp.

To mål i løbet af en periode på 75 sekunder.

Det blev afgørende for, at Rungsted Seier Capital tirsdag aften vandt duellen mellem Metal Ligaens nummer to og tre med 2-0 på udebane i Esbjerg.

Begge scoringer blev lavet i overtal i slutningen af første periode. Først scorede canadieren Tim Daly efter 16 minutter og 15 sekunders spil, og 75 sekunder senere scorede den ofte målfarlige Nikolaj Rosenthal til 2-0.

Dermed øger Rungsted afstanden ned til Esbjerg, så den nu lyder på fire point.

Samtidig halede Rungsted ind på Aalborg, som ikke kom i aktion tirsdag aften. Nordjydernes hjemmekamp mod Rødovre var aflyst på grund af coronasmitte i Rødovre-truppen.

Frederikshavn slog Bulldog

Opgøret mellem Herlev Eagles og Herning Blue Fox kunne heller ikke afvikles på grund af et smitteudbrud i det midtjyske.

Når kampe aflyses på grund af coronavirus tildeles hvert hold 1,5 point.

I Frederikshavn kunne der til gengæld spilles tirsdag. Her vandt hjemmeholdet overbevisende med 7-2 over Odense Bulldogs, der ligger sidst i rækken.

Både briten Mike Hammond og danske Radim Piroutek blev dobbelt målscorere, mens den mangeårige danske landsholdsspiller Jesper Jensen brillerede med fire assist i kampen. Frederikshavn ligger nummer fem i Metal Ligaen.