Ishockey

Bjorkstrand forlænger sin kontrakt og scorer stort millionbeløb

Den danske ishockeyspiller Oliver Bjorkstrand har fået en millionkontrakt hos Columbus Blue Jackets i NHL.

Som en af de etablerede spillere i NHL er Oliver Bjorkstrand blevet belønnet med en ny femårig aftale hos Columbus Blue Jackets.

Kontraktforlængelsen gælder frem til og med sæsonen 2025/2026 og har en værdi af 27 millioner dollar. Det svarer til 164 millioner danske kroner. Det bekræfter general manager Jarmo Kekäläinen over for NHL's hjemmeside.

25-årige Oliver Bjorkstrand er noteret for 65 mål og 68 assists i 246 kampe i NHL-karrieren for Columbus Blue Jackets, som han fik debut for i 2015/2016-sæsonen.

Danskeren har lavet over 20 mål i to sæsoner i træk og 36 point eller mere i de seneste tre sæsoner.

- Oliver er en talentfuld spiller, som har vist stabile fremskridt i sin karriere frem til dette punkt. Vi kan ikke være mere tilfredse med, at han vil være en Blue Jacket-spiller i meget lang tid.

- Han er en farlig offensiv spiller, og vi tror, at han vil få endnu større betydning for os, når han fortsætter med at udvikle og modne sig i denne liga, siger Jarmo Kekäläinen.

I sidste sæson missede Oliver Bjorkstrand 21 kampe på grund af skader. Det blev alligevel til 49 kampe med 21 mål og 15 assists til følge.