Ishockey

- Det er smart nok, siger landstræner om VM-beslutning

Et ishockey-VM udelukkende i Letland er organisatorisk det smarteste, mener dansk landstræner Heinz Ehlers.

Alle skal bo på samme hotel, holdene slipper for at rejse mellem lande, og risikoen for coronasmitte holdes nede.

Alt i alt giver det god mening at afholde hele ishockey-VM i Riga, siger Danmarks landstræner, Heinz Ehlers, efter at hele VM tirsdag blev placeret i Letland.

- Vi havde selvfølgelig gerne set, at vi havde spillet i Herning, men det er ikke overraskende for mig, at man valgte at holde det hele i Riga.

- Jeg er sikker på, at det rent organisatorisk er det smarteste. Jeg kunne læse mig til, at alle hold bliver indlogeret på samme hotel for at skabe en boble, så det er smart nok, siger landstræneren.

Letland blev valgt som enevært, efter at også Danmark, Slovakiet og Litauen havde budt sig til som medvært.

Der skulle findes en vært for den ene halvdel af turneringen, efter at Hviderusland fik frataget slutrunden tidligere i januar på grund af politiske uroligheder i landet og dets håndtering af coronapandemien.

- Det er et ishockeyland

Letland var også vært for VM i 2006, og der kunne man mærke, hvor meget ishockeyen fylder i landet, husker Heinz Ehlers.

- Det er et land, hvor ishockeyen fylder meget og er stor. De har et lokalt hold i den russiske liga KHL, og der er stor interesse for hockey. Jeg var til VM i 2006, og der kunne man se, at der var stor interesse og udsolgt til alle deres kampe. Det er et ishockeyland, siger han.

Knap fire måneder før det går løs ved verdensmesterskabet i det baltiske land, er landstrænerens mavefornemmelse god. Han glæder sig over, at spillerne er kommet i god form.

- Jeg er glad for, at alle vores spillere er i gang på nuværende tidspunkt. Man kunne frygte i løbet af vinteren, at nogle ligaer blev lukket ned, men det ser ud til, at alle er godt i gang. De fleste har ret stor succes på deres klubhold, og vi håber, at alle er klar til at stille op for landsholdet i maj.

Danmark er placeret i gruppe A med Rusland, Sverige, Tjekkiet, Schweiz, Slovakiet, Hviderusland og Storbritannien ved VM, som begynder 21. maj.