Ishockey

Årets smukkeste NHL-kamp afbrudt

Den første af to udendørs NHL-kampe blev afbrudt efter første periode. Isen var for dårlig.

I bjergtagende omgivelser ved Lake Tahoe måtte NHL-holdene Colorado Avalanche og Vegas Golden Knights opgive at spille lørdag eftermiddag lokal tid.

Isen på den nyanlagte bane var simpelthen for dårlig, fordi solens stråler, der ellers bidrog gevaldigt til de ualmindeligt smukke ishockeybilleder, var for kraftige.

Træer er en sjældent syn på billeder fra NHL.
I en tid uden tilskuere finder vi næppe smukkere rammere end disse.
Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, da kampen blev sat i gang.

- Vi vidste, solskinnet var et problem, fortæller NHL-kommissær Gary Bettman ifølge ESPN.

- Efter samtaler med de ansvarlige for isen og begge hold mente vi ikke, det ville være forsvarligt eller hensigtsmæssigt at spille videre, tilføjer han.

Derfor blev kampens anden og tredje periode skubbet adskillige timer, og med mørkets frembrud mistede opgøret en smule af sin charme.

Colorado Avalanche førte 1-0, da kampen blev genoptaget lørdag aften lokal tid.

Søndag morgen dansk tid blev opgøret spillet til ende, og med en scoring af hvert hold i både anden og tredje periode endte kampen 3-2 til Colorado Avalanche.

Spiller på en golfbane

Det er efterhånden en tradition, at verdens bedste ishockeyliga afvikler kampe under åben himmel.

Weekendens to opgør ved Lake Tahoe er nummer 31 og 32 i rækken af udendørs kampe siden 2003. Årets udendørsbane er placeret på en golfbane, og med specialdesignede retrotrøjer til holdene er det målet at skabe en følelse af at være tilbage i de gode, gamle dage, hvor ishockey blev spillet på tilfrosne søer.

Banen er bygget på 18. hul på golfbanen Edgewood Tahoe Resort.

Måske spillerne alligevel savnede de moderne arenaer med perfekte forhold, da skøjtede rundt på den smeltende is lørdag eftermiddag.

Afbrydelsen af lørdagens kamp betyder, at søndagens opgør mellem Philadelphia Flyers og Boston Bruins flyttes til senere på dagen end først planlagt. Det sker for at undgå at stå i samme situation en gang til.