Ishockey

Andersen roses for store redninger

30 Frederik Andersen-redninger, hvoraf flere var på store chancer, bidrog til Toronto-sejr på 5-3.

Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen var efter en enkelt kamps pause tilbage for Toronto Maple Leafs i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Den tillid kvitterede Andersen for med flere vigtige redninger i en sejr på 5-3 natten til søndag dansk tid over Montreal Canadiens.

Danskeren stod for i alt 30 redninger i den periodevist ganske tætte kamp og høster ros både på sociale medier og fra holdkammeraten Auston Matthews.

- Aften efter aften laver han (Andersen, red.) store redninger for os, og vi lod ham virkelig i stikken et par gange. Det er sådan noget, der kan ske, men han lavede nogle vigtige redninger, som holdt os inde i kampen og holdt os foran, siger Matthews efter kampen.

- Han har været meget stabil for os, fortsætter Matthews, der selv spillede en nøglerolle i kampen med to mål og to assister.

Seks scoringer i én periode

Første periode endte uden mål for begge hold.

Men i anden periode blev der åbnet for sluserne.

Første bragte Toronto sig både på 1-0 og 2-0, inden Montreal med to hurtige mål fik bragt balance i stillingen. På det tidspunkt var der ikke engang gået fire minutter af anden periode.

Nogle minutter efter scorede Torontos Mitchell Marner til 3-2, og den stilling holdt næsten perioden ud, hvilket Andersen havde en stor andel i.

Frederik Andersen spillede en stor rolle i Torontos sejr.

Med cirka seks minutter tilbage af perioden kom Montreal-spilleren Jake Evans fri foran Andersen i Toronto-målet, men på akrobatisk vis fik danskeren strakt sit venstre ben ud og kom i vejen for pucken.

Kort efter scorede Auston Matthews til 4-2 for Toronto, og i tredje periode kom Toronto-sejren aldrig i fare, da hvert hold lykkedes med at få pucken i mål én gang hver.

Maple Leafs har nu vundet 14 sejre i regulær tid i 19 kampe og topper Scotia North-divisionen, hvor der dog er en del forskel på, hvor mange kampe de forskellige hold har spillet.