Ishockey

SønderjyskE beholder europæisk plads

Deltagelsen i Champions Hockey League glippede for SønderjyskE i denne sæson, men klubben bevarer pladsen.

Skuffelsen var stor hos SønderjyskEs ishockeyherrer, da Champions Hockey League blev aflyst i denne sæson som følge af coronapandemien.

Men når turneringen afvikles næste sæson, er SønderjyskE med igen. Det oplyser klubben onsdag på sin hjemmeside.

Champions Hockey League har meddelt, at SønderjyskE som forsvarende Continental Cup-mester er kvalificeret til Europas fineste klubturnering i næste sæson.

Det sker, da både Champions Hockey League og Continental Cup blev aflyst i denne sæson, og det er SønderjyskE-direktør Klaus B. Rasmussen lettet over.

- Vi havde glædet os til at vise os frem i Champions Hockey League, efter vi kvalificerede os gennem sejren i Continental Cup, men det blev som meget andet aflyst på grund af pandemien.

- Derfor glæder det os utroligt meget, at vi nu har fået vished om, at vores kvalifikation er blevet skubbet til 2021/22-sæsonen, siger Klaus B. Rasmussen til klubbens hjemmeside.

Han håber, at det til efteråret kan blive med tilskuere, som lige nu ikke er tilladt i dansk ishockey.

- Vi glæder os meget til at få vores fans, sponsorer og frivillige tilbage i hallen, og de har om nogen fortjent den oplevelse, som det er, når vi spiller Champions Hockey League, siger direktøren.

SønderjyskE er i denne sæson fortsat med i kampen om medaljer og skal i næste uge spille DM-semifinaler mod enten Rungsted Seier Capital eller Aalborg Pirates.