Ishockey

Bjorkstrand fremtvinger overtid med sen scoring

Oliver Bjorkstrand øger sin målhøst i NHL, mens Toronto og Washington vinder uden danskere på isen.

Med under et minut tilbage af tredje periode var Columbus Blue Jackets bagud med 2-3 mod Carolina Hurricanes og trak derfor sin målmand ud til fordel for en ekstra spiller på isen i et sidste forsøg på at få udlignet.

Og 15 sekunder før tid lykkedes det for danskeren Oliver Bjorkstrand at få pucken i mål til 3-3 efter et voldsomt pres.

I overtiden sikrede Carolina sig dog sejren på en scoring til 4-3 af Sebastian Aho. Men Bjorkstrands udligning var ikke forgæves. I NHL er der et enkelt point til et hold, der taber i overtid, mod nul point ved et nederlag i ordinær tid.

Den 25-årige Bjorkstrand er efter 34 kampe i denne sæson i den nordamerikanske liga oppe på 12 mål og 16 assister.

Hans rekord for antal mål i en NHL-sæson er 23 i 2018/19, hvor han spillede 77 kampe.

Washington Capitals, der fortsat må undvære Lars Eller, vandt 4-3 over New Jersey Devils, mens Toronto Maple Leafs' danske islæt, målmand Frederik Andersen, ikke var med i truppen, da holdet slog Ottawa Senators 3-2 efter overtid.