Ishockey

Bjorkstrand på måltavlen i sejr over tophold

Den 25-årige NHL-spiller scorede, da hans hold Columbus Blue Jackets vandt 3-1 over Tampa Bay Lightning.

Danske Oliver Bjorkstrand var natten til onsdag dansk tid igen flyvende for sin klub, Columbus Blue Jackets, i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

I mødet med Tampa Bay Lightning, der er tophold i USA's centrale division, scorede den storspillende dansker kampens første mål og var dermed med til at sikre holdet en sejr på 3-1.

Det var Blue Jackets' første sejr efter fire nederlag i træk.

Anden periode blev afgørende

Efter en målløs første periode for begge hold satte Bjorkstrand pucken ind cirka midtvejs i anden periode. Holdkammeraten David Savard gjorde danskeren kunsten efter ni minutter senere.

I tredje periode forsøgte Tampa-holdet at vende resultatet, men en enkelt scoring var ikke nok, og Cam Atkinson slog sejren til Blue Jackets fast ved at score i et tomt mål.

Den 25-årige danskers scoring på modstanderholdets hjemmebane Amalie Arena var Bjorkstrands 13. i denne sæson.

Eller og Capitals tabte

I sæsonens 37 kampe har Bjorkstrand desuden lavet 17 assists.

Hans rekord for antal mål i en NHL-sæson er 23 i 2018/19, hvor han spillede 77 kampe.

Lars Eller var også i aktion natten til onsdag, men danskeren og resten af topholdet Washington Capitals måtte se sig slået 5-2 af New York Rangers, der ligger nummer seks i den østlige division.