Ishockey

Madsen-perle sikrer Esbjerg sejren i intens semifinale

Med to reduceringer i slutfasen skabte Aalborg drama i den anden semifinale mod Esbjerg.

Noget tyder på, at der bliver maksimal spænding i kampen om de to pladser i DM-finalen i ishockey.

Esbjerg tog fredag aften revanche mod Aalborg og vandt 3-2 i den anden semifinalekamp mellem de to hold.

Dermed er stillingen 1-1 i kampe, nøjagtigt som den er mellem Rungsted og Sønderjyske i den anden semifinaleserie.

Esbjerg så ud til at være på vej mod en klar sejr, men med en heftig slutspurt fik Aalborg skabt dramatik.

Esbjerg bedst fra start

Aalborg har i det hele taget grund til at ærgre sig. Holdet brændte et straffeslag ved stillingen 2-0 i anden periode og blev set over hele kampen noteret for markant flere skud på mål end hjemmeholdet.

Mads Søgaard og Thomas Lillie leverede dog på skift storspil i Esbjergs mål, og holdkammeraterne var effektive, når chancerne bød sig i den anden ende.

Grundspillets topscorer, Brady Shaw, åbnede scoringen i kampens sjette minut, mens Shawn O'Donnell øgede til 2-0 for Esbjerg midt i anden periode.

En velspillende Mads Søgaard måtte kort efter forlade Esbjergs mål med en skade, men afløseren Thomas Lillie tog over, hvor hans unge kollega slap.

Målmand-Søgaard udgår med en skade i 2. periode.

Madsen-perle til 3-0

Det så ud til at være en aften, hvor marginalerne gik Esbjergs vej, og det mindede om en afgørelse, da hjemmeholdet gjorde det til 3-0 13 minutter før tid.

David Madsen blev sat i scene af Christian Wejse og Rasmus Bjerrum. Og Madsen sendte pucken op i nettaget med en velplaceret afslutning.

Pierre-Olivier Morin tændte et lille håb for Aalborg med en reducering to et halvt minut før tid.

Aalborg pressede på

Nordjyderne erstattede målmand George Sørensen med en ekstra markspiller og satte Esbjerg under hårdt pres i slutfasen.

26 sekunder før tid blev det også 2-3, da Martin Lefebvre scorede med et skud, som Thomas Lillie nok havde reddet på en god dag.

Men trods masser af trafik foran mål lykkedes det ikke Aalborg at fremtvinge forlængelsen.

Tredje akt af duellen spilles på søndag i Aalborg. Det hold, der først vinder fire kampe, avancerer til finalen.