Ishockey VM

Landstræner med NHL-håb til VM

Heinz Ehlers har allerede bestilt pladser på flyet til dansk forstærkning fra Nordamerika.

Landstræner Heinz Ehlers håber på væsentlig forstærkning til det danske landshold til VM i Letland i næste måned.

Det drejer sig om NHL-spillerne Frans Nielsen og Oliver Bjorkstrand, som nordjyden allerede har været i kontakt med om en eventuel VM-deltagelse, hvis de to spillere ikke går i slutspillet med henholdsvis Detroit Red Wings og Columbus Blue Jackets.

- Frans og Oliver kan være aktuelle. Jeg har talt med dem, og jeg kommer til at tage kontakt til dem igen om en uge til 14 dage, når det står klart, om de er VM-aktuelle, siger Heinz Ehlers til TV 2 SPORT.

Normalt er det kutyme, at man afventer NHL-sæsonens afslutning, før kontakten for alvor etableres, men verden ser anderledes ud under corona. Og i dette tilfælde handler det også om logistik.

- Grunden til, vi allerede har taget kontakt til dem allerede, er fordi, der den 16. maj afgør et fly fra New York til Riga med alle NHL-spillerne, der skal til VM. Der har vi sikret os nogle pladser, fortæller landstræneren.

Lige nu er både Detroit Red Wings og Columbus Blue Jackets udenfor slutspilspladserne.

Håb om yderligere våben

Desuden fortæller Ehlers, at han håber at kunne gøre brug af to af de tre danskere, der lige nu spiller i AHL.

- Jonas Røndbjergs mandskab ligger nummer et, og det ser ud til, at de kommer til at gå langt i slutspillet. Men Alexander True og Joachim Blichfeld ligger lige på vippen. Dem kunne vi godt tænke os at få med.

Jonas Røndbjerg spiller for Henderson Silver Knights, der fører Pacific divisionen, mens de to andre danskere spiller for San Jose Barracuda, der er på femtepladsen i samme division.

Resten af det danske NHL-kontingent ser ikke ud til at blive aktuelle for et dansk landshold. NHL-grundspillet slutter den 11. maj - og både Lars Eller, Nikolaj Ehlers, Frederik Andersen og Patrick Russell spiller på hold, der ser ud til ikke bare at gå i slutspillet, men også have niveau til at gå langt.

Stærkt OL-hold i vente

Til gengæld er der mere held, når det gælder OL-kvalifikationen i august, hvor det danske landshold for første gang nogensinde skal forsøge at spille sig til OL.

I Oslo kommer Danmark nemlig til at stille med et absolut A-hold.

- Jeg har været i kontakt med NHL'erne, og det ser rigtig godt ud på nuværende tidspunkt. Det ser ud til, de er klar.

VM i Riga spilles fra den 21. maj til den 6. juni.