Ishockey

Aalborg-profil får karantæne i resten af DM-finalen

Aalborg Pirates må undvære profilen Josh MacDonald i fredagens DM-finalekamp mod Rungsted Seier Capital, hvor aalborgenserne er bagud 0-3.

Aldrig har et hold, der har været bagud 0-3 i DM-finalen, sikret sig guldet.

Derfor står Aalborg Pirates over for en hård opgave, inden de fredag aften spiller fjerde kamp i finaleserien mod Rungsted Seir Capital.

En opgave, der kun bliver hårdere af, at Aalborgs topscorer i grundspillet, Josh MacDonald, er blevet tildelt en karantæne på fire kampe for cross-checking efter en episode med Rungsteds Morten Jensen i tirsdagens finalekamp.

Det betyder, at han ikke kan komme til at spille flere kampe i finaleserien.

- Det er sådan, det er, og vi tager den straf, der er kommet. Vi vidste godt, han ikke ville spille i aften, så vi har forberedt os uden ham. Han er selvfølgelig vores topscorer, men nu er der nogle andre, der må tage over, siger Aalborg Pirates-sportschef, Ronny Larsen, til TV 2 SPORT.

Episoden, der førte til karantænen, kan ses øverst i artiklen.

De første finalekampe

  1. Rungsted – Aalborg: 3-0
  2. Aalborg – Rungsted: 2-3
  3. Rungsted – Aalborg: 5-0

- Vi prøver at skrive en fandens god historie

Selvom comeback-chancerne er små, og måske endnu mindre uden Josh MacDonald, har Aalborg-truppen ikke mistet modet.

De tror fortsat på miraklet.

- Det skal man gøre. Ellers kan man lige så godt ringe til unionen og sende guldmedaljerne til Rungsted. Så selvfølgelig tror vi på dem. Vi har haft succes mod dem tidligere i sæsonen, og derfor tror vi stadig på, det kan lade sig gøre, siger Julian Jakobsen til TV 2 SPORT forud for kamp 4, inden nyheden om MacDonalds' karantæne kom ud.

Og Aalborg-spilleren bakkes op af sin cheftræner.

- Der sker historiske ting i sporten hvert år. Og lige nu prøver vi på at skrive en fandens god historie, siger Garth Murray til TV 2 SPORT.

De to mandskabers fjerde finaleopgør løber af stablen klokken 19.30, og opgøret kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY med optakt fra klokken 19.00.