Ishockey VM

Danmark taber VM-test til Norge

Efter overtid lykkedes det Norge at få has på Danmarks ishockeylandshold, da de mødtes i en test onsdag.

Se ishockey-VM på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

De danske ishockeyherrer fortsatte onsdag VM-forberedelserne med den anden af i alt tre testkampe mod Norge.

Mens det i det første opgør endte med en klar dansk sejr på 4-0, gik det onsdag knap så godt. De norske gæster var skarpest i overtiden og vandt 4-3.

Danmark kom forfærdeligt fra start og var nede 0-2 allerede efter 11 minutter og 37 sekunder, men så stemplede en af de nye spillere i VM-truppen ind.

Mikkel Bødker, der er kommet hjem fra sin schweiziske klub Lugano, reducerede til 1-2 kort før afslutningen på første periode, da han efter fint dansk kombinationsspil sendte pucken i nettet.

I anden periode sørgede Mathias Bau og Nick Olesen for at vende hele baduljen på hovedet med scoringer til henholdsvis 2-2 og 3-2.

Føringen holdt imidlertid ikke i tredje periode. Magnus Brekke Henriksen lykkedes med at få pucken i det danske net og tvang kampen ud i overtid.

Der gjorde nordmændene det færdigt, da Emil Lilleberg scorede til 4-3.

Danmark skal i kamp igen allerede torsdag, hvor Norge venter i den sidste forberedelseskamp. Den kamp kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Danmarks første kamp ved VM er mod Sverige den 22. maj.