Ishockey VM

Danmark taber i sidste VM-test

Det blev til et nederlag på 0-4, da herrelandsholdet i ishockey spillede den sidste testkamp inden VM.

Se ishockey-VM på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

De danske ishockeyherrer har ikke fået den bedste afslutning på forberedelserne til VM.

Torsdag endte det med det andet nederlag på to dage til Norge, som efter at have vundet 4-3 onsdag sejrede med de mere overbevisende cifre 4-0 torsdag.

- Jeg hader at tabe til Norge. Det er noget af det mest forfærdelige. Resultatet er 4-0, så det er vel halvsløjt. Men jeg synes faktisk, at vi knokler på, og det er fire fejl, der gør, at de får deres mål. Vores powerplay skal være lidt bedre, og vi skal være lidt skarpere, men nu har vi også noget tid til at træne på det, inden vi går i gang, siger Mikkel Bødker til TV 2 SPORT.

Testkampen var Danmarks femte og sidste inden verdensmesterskaberne, der begynder 21. maj. De er endt med to sejre - blandt andet den første over Sverige nogensinde - og tre nederlag. Norge eller Sverige har været modstanderne i alle kampe.

I torsdagens kamp begyndte det at se sort ud i anden periode. Her gik Norge fra 0-0 til 3-0 i de sidste ti minutter.

Fire minutter inde i tredje periode blev det 4-0, og så var der lange udsigter til et dansk comeback. Det kom da heller aldrig.

Ishockey-VM spilles i år i Letland. Danmarks første kamp er mod Sverige 22. maj. Den kamp kan du se på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Danskerne skal også møde Schweiz, Storbritannien, Rusland, Hviderusland, Slovakiet og Tjekkiet i den indledende pulje.