Ishockey VM

Én ting bekymrer ekspert inden VM

Danmark fik ikke scoret i den sidste test inden VM, og det skal landsholdet have fundet en løsning på.

Se ishockey-VM på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

Det kan virke som noget af det mest elementære i spillet.

Men når pucken ikke vil i nettet, giver det problemer. Det måtte det danske landshold indse mod Norge i den sidste testkamp inden VM, hvor danskerne tabte med 0-4.

Danmark kom ikke på tavlen trods flere gode chancer, og det giver panderynker hos TV 2 SPORTs ishockeyekspert Lasse Degn kort inden VM.

- Det er et problem, at Danmark ikke får scoret. Det burde give panderynker. Der er fem powerplays, hvor Danmark ikke scorer. De skal have fundet nogle målscorere, inden VM går i gang, siger Lasse Degn.

- De skal se video på det. De har mange pucke mod mål, men der er ikke folk inde omkring, der kan tage udsynet. De kommer også op imod gode målmænd til VM, der tager alle pucke, hvis de kan se dem.

Mangler lidt kvalitet

Landstræner Heinz Ehlers var tilfreds med det, han så på isen, selvom Danmark inkasserede fire mål.

Vores powerplay kan helt sikkert blive bedr

Julian Jakobsen

Han erkender dog også, at der var problemer i angrebet.

- Bortset fra resultatet var vi supertilfredse med det, vi så. Man er selvfølgelig ikke glad for at tabe 4-0. Jeg synes ikke, at det viser et retfærdigt billede af kampen, siger han til TV 2 SPORT.

- Der manglede lidt kvalitet i afslutningerne, og der var dårlige beslutninger i forhold til, hvornår man skulle skyde, og hvornår man skulle aflevere.

Powerplay skal blive bedre

Landsholdsspilleren Julian Jakobsen kalder Danmark for ”ufarlige” og siger, at der er ting, der fortsat skal arbejdes på.

- Vores powerplay kan helt sikkert blive bedre, og det skal vi være gode til, når vi kommer til VM. Vi er stadig en lidt mindre nation, og vi skal vinde kampene 2-1 og 3-2. Det er den samme sang med, at vi kæmper lidt med scoringerne, siger Julian Jakobsen.

Ishockey-VM spilles i år i Letland. Danmarks første kamp er mod Sverige 22. maj. Den kamp kan du se på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Danskerne skal også møde Schweiz, Storbritannien, Rusland, Hviderusland, Slovakiet og Tjekkiet i den indledende pulje.