Ishockey VM

Ekspert tror på en lille overraskelse i VM-kvartfinalerne

De otte kvartfinalister ved VM i ishockey er fundet, og det bliver knald eller fald-kampe uden værtsnationen Letland og ishockeystormagten Sverige.

Gruppespillet ved VM i ishockey er færdigspillet, og det står nu klart, hvem der møder hinanden i kvartfinalerne torsdag.

De fire bedste hold i de to grupper er blevet parret efter deres placeringer:

  • Kvartfinale 1: Schweiz (nummer 2 i gruppe A) vs. Tyskland (nummer 3 i gruppe B)
  • Kvartfinale 2: USA (nummer 1 i gruppe B) vs. Slovakiet (nummer 4 i gruppe A)
  • Kvartfinale 3: Ruslands olympiske komité (nummer 1 i gruppe A) vs. Canada (nummer 4 i gruppe B)
  • Kvartfinale 4: Finland (nummer 2 i gruppe B) vs. Tjekkiet (nummer 3 i gruppe A)

Se VM i ishockey på TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY. Se vores VM-sendeplan her.

Herunder kommer TV 2 SPORTs ishockeyekspert Morten Green med sine forventninger til de fire kvartfinaler, og så peger han også på, hvilke nationer, han tror, kommer videre til semifinalerne, der spilles lørdag.​

Kvartfinale 1

Schweiz vs. Tyskland

Morten Greens forventninger: Det bliver et spændende opgør mellem to nationer, som har udviklet sig meget de seneste syv-otte år. Selv om Tyskland ligger over Schweiz på verdensranglisten, tror jeg, at schweizerne vil være en størrelse for stor for tyskerne i kraft af deres høje tempo og fysiske spillestil.

Morten Green tipper: Sejr til Schweiz.

  • Kanal: TV 2 PLAY (kommer på TV 2 SPORT efter Critérium du Dauphiné)
  • Kampstart: Klokken 15.10
Schweiz vandt hele 8-1 over Slovakiet ved VM i ishockey. Video: TV 2 SPORT

Kvartfinale 2

USA vs. Slovakiet

Morten Greens forventninger: Det er to hold, der har overrasket positivt ved dette VM. Jeg havde ikke så høje forventninger til USA inden VM, men amerikanerne har virkelig spillet godt og afsluttede gruppespillet med seks sejre. Slovakiet sikrede en flot kvartfinaleplads ved at slutte foran Sverige, men jeg tror, at slovakkernes VM-eventyr stopper her.

Morten Green tipper: Sejr til USA.

  • Kanal: TV 2 SPORT X
  • Kampstart: Klokken 15.10
Danmarks kvartfinalehåb hænger i en tynd tråd efter et 0-2-nederlag til Slovakiet. Video: TV 2 SPORT

Kvartfinale 3

Ruslands olympiske komité vs. Canada

Morten Greens forventninger: Det er et monstermøde allerede i kvartfinalen mellem de måske to største hockeynationer i verden. Set ud fra kampene i gruppespillet er russerne uden tvivl favorit, men Canada er altid Canada.

Morten Green tipper: Sejr til Ruslands olympiske komité.

  • Kanal: TV 2 SPORT
  • Kampstart: Klokken 19.10
Russerne sluttede gruppespillet af med en 6-0-sejr over Hviderusland.

Kvartfinale 4

Finland vs. Tjekkiet

Morten Greens forventninger: Det er den mest uforudsigelige kvartfinale. Det er to mandskaber med et meget højt topniveau. Det bliver spændende at se, om det bliver de tjekkiske individualister eller den finske holdmaskine, der vinder kampen. Jeg tror på en lille overraskelse her.

Morten Green tipper: Sejr til Tjekkiet.

  • Kanal: TV 2 SPORT X
  • Kampstart: Klokken 19.10

Placeringerne 9-16

Med gruppespillet overstået og kvartfinalerne på plads er det også muligt at fastslå placeringerne 9-16.

  • Nummer 9: Sverige, 10 point (målscore 21-14)
  • Nummer 10: Kasakhstan, 10 point (22-18)
  • Nummer 11: Letland, 9 point (15-16)
  • Nummer 12: Danmark, 9 point (13-15)​

Danmark fik 9 point og blev nummer 6 i gruppe A. Letland, der sluttede på 6.-pladsen i gruppe B, fik samme pointantal, men fordi VM-værtsnationen havde en bedre målscore end Danmark, bliver de danske ishockeyherrer samlet nummer 12.

Danmark tabte straffeslagsafgørelsen til Tjekkiet og røg dermed ud af VM. Video: TV 2 SPORT

Sverige kom forbi Danmark i gruppe A, men ikke videre fra gruppen, og samlet slutter de blå-gule på 9.-pladsen. Det var første gang siden 1992, at de svenske ishockeyherrer ikke kom videre fra gruppen.

  • Nummer 13: Norge, 8 point (målscore 17-21)
  • Nummer 14: Storbritannien, 4 point (13-31)
  • Nummer 15: Hviderusland, 4 point (10-29)
  • Nummer 16: Italien, 0 point (11-41)

Italien var det eneste hold, der ikke formåede at hente point. Og italienerne, der var hårdt ramt af covid-19-tilfælde og skader både før og under VM, skal prise sig lykkelige for, at der ikke er nedrykkere fra A-gruppen i år.

Det skyldes, at VM i Division I A (B-gruppen) blev aflyst på grund af covid-19-pandemien.