Ishockey VM

Canada klar til femte VM-finale på syv år

Canada er som den første nation klar til VM-finalen i Letland. Lørdag aften afgøres det, om modstanderen i finalen er Finland eller Tyskland.

For andet VM i træk er Canada i finalen.

De canadiske ishockeyherrer vandt lørdagens første semifinale med 4-2 over USA, der dermed skal spille bronzekamp.

Canada fik ellers en miserabel start på turneringen i Letland med tre nederlag i de første tre kampe, men holdet fik kæmpet sig videre til kvartfinalerne på yderste mandat og står altså nu i finalen søndag.

En jævnbyrdig 1. periode

Canadierne fik den bedst tænkelige start på semifinalen med et mål allerede efter to minutter.

Sean Walker modtog pucken lige før rød linje og fortsatte i fuld fart ned til faceoffpletten i den amerikanske zone, hvorfra han lagde pucken på mål.

Amerikanernes målmand Calvin Petersen gav en returpuck ud i slottet, som Brandon Pirri fulgte op på og 1-0 til Canada.

- Sean Walkers skud er ikke for at lave mål. Det er simpelt hen for at skabe den her situationen efter returen, lød analysen fra TV 2 SPORTs ishockeyekspert Morten Green, der fortsatte:

- Når man skyder på modsatte benskinne, vil pucken højst sandsynlig dumpe ud midt i slottet, og det har Brandon Pirri læst. Han tager den direkte vej mod mål.

USA var tæt på 1-1 midtvejs i perioden. Ryan Donato dansede med pucken foran Darcy Kuemper i det canadiske mål, inden han forsøgte at lægge pucken ind ved foden af fjerneste stolpe. Men desværre for Donato var det stolpe ud.

Amerikanerne fik dog noget at juble over i 1. periode. Med under tre minutter tilbage styrede Colin Blackwell et slagskud fra Christian Wolanin i mål. 1-1 efter de første 20 minutter.

To canadiske mål i 2. periode

2. periode var bare fire minutter gammel, da den canadiske førstekæde slog til og gav Canada endnu en god periodestart.

Andrew Mangiapane vandt en nærkamp bag det amerikanske mål og tog pucken direkte til målet, hvor han forsøgte at finde Connor Brown. I stedet ramte pucken USA's Kevin Labancs skøjte, men heldigvis for canadierne fortsatte den mellem benene på Calvin Petersen, og Mangiapane gav pucken det sidste skub over målstregen.

Med ni minutter tilbage af perioden fik Canada også scoret til 3-1 efter bare 39 sekunder i powerplay, men scoringen blev annulleret for offside efter en amerikansk challenge.

Dermed var stillingen 2-1 til Canada før 3. periode.

Hæsblæsende start på 3. periode

Her kom de canadiske spillere for tredje gang i kampen flyvende ud fra omklædningsrummet.

Connor Brown fandt Andrew Mangiapane, der var stukket af sted, og han afdriblede køligt Petersen i amerikanernes mål. 3-1 til Canada efter blot 46 sekunder af 3. periode. Det var Mangiapanes syvende mål i sin sjette kamp i Letland.

Bare 14 sekunder efter canadiernes tredje scoring ramte USA stolpen for anden gang i kampen, men det tog ikke modet fra amerikanerne.

Tre et halvt minut inde i perioden reducerede de til 2-3 efter en omstilling. Sasha Chmelevski, der er holdkammerat med danskerne Alexander True og Joachim Blichfeld i San Jose, sendte returpucken ind bag Darcy Kuemper.

Amerikansk sats bar ikke frugt

Derefter jagtede USA udligningen, der ville sende semifinalen ud i overtid.

Med godt et minut tilbage af kampen skøjtede Calvin Petersen ud for at give plads til en ekstra markspiller på isen, men amerikanerne fik ikke scoret. Det gjorde canadierne til gengæld.

De vandt de rigtige nærkampe, og 24 sekunder før tid afgjorde Justin Danforth kampen med sin scoring i det tomme amerikanske mål.

4-2 til Canada, der nu står i sin femte VM-finale siden 2015. VM i 2020 blev aflyst på grund af covid-19-pandemien. Canadierne vandt senest VM-guld i 2016.

Lørdag aften spilles den anden VM-semifinale, der står mellem de forsvarende verdensmestre fra Finland og VM-overraskelsen Tyskland.