Ishockey VM

Tysk kaptajn i tårer i TV 2-interview - nu går det viralt

TV 2 SPORT-interviewet med den tyske kaptajn Mortitz Müller cirkulerer rundt i de store tyske medier i disse dage.

De ringer fra Tyskland, Sverige og Finland.

De vil alle sammen have fat i den kage, der bliver spist som hovedret rundt omkring i ishockeyverdenen i disse dage.

Den tyske kaptajn Moritz Müller gav efter torsdagens VM-kvartfinalesejr over Schweiz et rørende interview til TV 2 SPORT. Et interview, der nu er at finde rundt omkring på de største nyhedsstationer i Finland, Sverige og Tyskland.

TV 2 SPORT har fået henvendelser fra SVT i Sverige, TV SPORT1 i Tyskland og MTV i Finland, der alle har købt rettighederne til det rørende interview.

TV 2 SPORTs reporter Lars Fink, der foretog interviewet, har ligeledes lagt klippet på sin Twitter-profil, hvor videoen med Moritz Müller er set mere end 54.000 gange.

Interviewet har formentlig langt mere end de 54.000 visninger. Fredag fik de tyske medier øjnene op for interviewet, hvorfor det også er at finde hos blandt andre Sport1, tysk Yahoo, Express, Welt, Manheim24 og RTL.

Det tyske ishockeyforbund har også selv delt videoen med ordene:

- Ren glæde fra vores kaptajn Moritz Müller, skriver de på Twitter.

Kan ikke ønske sig en bedre kaptajn

Ved fredagens tyske træning var det rørende interview også et tema.

Her satte den tyske landsholdsspiller Korbinian Holzer ord på, hvorfor deres kaptajn blev så emotionel efter triumfen.

- Mo (Moritz Müller, red.) er vores leder, vores anfører. Han går forrest uanset, hvordan det går, og hvad stillingen er - også i omklædningsrummet. En bedre anfører kan man ikke ønske sig, siger Holzer til TV 2 SPORT og uddyber:

- Det kunne man også se i går med alt det hjerte han viste i interviewet, og hvad det betyder for ham at være i semifinalen. Det er sjovt at spille med ham og være i samme omklædningsrum som ham. En god fyr og en grandios anfører.

- Det er smukt at se, når du viser følelser, og det gør Mo, der har været med på landsholdet i mange år - og det viser, hvad det betyder for ham at repræsentere sit land, og man så hvad det betyder for tysk ishockey og for ham personligt.

Lørdag skal tyskerne så i aktion igen, når VM-semifinalen venter. Og vinder de igen, ja, så er der muligvis endnu et rørende interview i vente.

Lørdagens semifinaler