Ishockey VM

USA tager VM-bronze med storsejr

Med fire scoringer i 2. periode dræbte USA al spænding i VM-bronzekampen mod Tyskland.

For niende gang har USA's ishockeyherrer vundet VM-bronze.

I bronzekampen mod VM-overraskelsen Tyskland søndag eftermiddag vandt amerikanerne overbevisende 6-1.

- Jeg har kæmpe respekt for amerikanernes indsats i dag, og det er fuldt fortjent, at de får metal med hjem. De har sat et virkelig flot aftryk på turneringen, og med et ungt hold har de spillet rigtig god hockey fra start til slut, siger TV 2 SPORTs ishockeyekspert Lasse Degn.

Foran efter fire minutter i undertal

Efter bare 58 sekunder af 1. periode blev USA ramt af en 2+2 minutters udvisning, men det udnyttede Tyskland ikke til en tidlig scoring.

I stedet kom amerikanerne foran 1-0 bare fire sekunder efter, at Jason Robertson var kommet tilbage på isen.

Christian Wolanin vandt nærkampen mod Matthias Plachta i egen zone og løb ned og scorede sit første mål i turneringen.

Fire amerikanske scoringer i 2. periode afgjorde kampen

I 2. periode punkterede USA bronzekampen med fire scoringer.

Særligt Jason Robertsons mål til 4-0 var af høj klasse, da hans slagskud gik ind via stolpen i toppen af målet.

Efter ni et halvt minut af 3. periode fik Tyskland reduceret til 1-5 ved Dominik Bittner, men bare 25 sekunder senere scorede Ryan Donato til 6-1, som også blev kampens resultat.

VM-finale senere søndag

Søndag aften spilles VM-finalen mellem Finland og Canada, der er en gentagelse af VM-finalen fra 2019, hvor finnerne vandt 3-1.

Finalen begynder klokken 19.15, men allerede klokken 18.00 begynder finaleoptakten på TV 2 SPORT.

Se VM-finalen på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.