Ishockey

- Det er en kæmpe forløsning, siger rørt kaptajn

Danmark slog Norge med 2-0 i den afgørende OL-kvalifikationskamp.

Endelig! Endelig, endelig, endelig lykkedes det Danmarks ishockeyherrer at kvalificere sig til OL.

Derfor var der både glæde og lettelse i det danske omklædningsrum efter søndagens 2-0-sejr over Norge i den sidste kvalifikationskamp.

- Det er en kæmpe forløsning, siger kaptajn Peter Regin.

- Mange af de unge har svært ved at forstå, hvor mange gange vi har været i de her turneringer. Hvor stor skuffelsen har været - specielt sidste gang. Det sad i maven i et år efter. For nogle af os var det her den sidste chance for at blive en OL-atlet, så det er specielt.

Tager jeg fejl, eller er du rørt nu?

- Meget. Det var mange af os ude på isen. Det er et stort øjeblik, og vi glæder os allerede til februar. Det er så fantastisk - ikke kun for os spillere, men også for mange inde i unionen.

Sebastian Dahm, kampens spiller: - Det er det største, jeg har opnået med landsholdet. Det var stort med VM og kvartfinalen, men det her er noget, vi har jagtet, siden min far var træner i 90'erne. De var tæt på, men det lykkedes ikke. Vi har været tæt på så mange gange, og at det lykkedes nu, er helt fantastisk. Vi ved nærmest ikke, hvad vi skal gøre af os selv.

Nikolaj Ehlers, målscorer: - Der var mange, inklusive mig selv, der havde svært ved at holde tårerne inde. Når det føles på den måde for mig, så føles det nok lidt mere vildt for Regin, Frans Nielsen og de lidt ældre spillere, der havde én chance tilbage.

Frans Nielsen: - Jeg ved ikke, hvor mange gange vi har prøvet - og mislykkedes. Så jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er en kæmpe forløsning. Jeg kunne næsten ikke juble derinde - jeg var helt mentalt udmattet. Men det var fantastisk. Alle gav alt derinde i dag, og det var en fed måde at vinde på.

Norge - Danmark 0-2

  • 1. periode: 0-0
  • 2. periode: 0-1 Frederik Storm (efter 17:49 minutters spil)
  • 3. periode: 0-1 Nikolaj Ehlers (efter 16:48 minutters spil)