Ishockey

Rungsted afværger skuffelse efter vildt comeback

Det forsvarende mesterhold Rungsted vendte 1-4 til en 6-5-overtidssejr i sæsonens første kamp i Metal Ligaen.

Rungsted var presset til det yderste i sæsonens første kamp i den bedste danske ishockeyrække, Metal Ligaen, men vandt 6-5 efter overtid.

Hjemme førte Herlev med både 4-1 og 5-3 over det forsvarende mesterhold Rungsted Seier Capital, som i sidste sæson vandt alle seks indbyrdes opgør mod Herlev.

En sen udvisning blev dyr for Herlev. Rungsted scorede to gange i slutminutterne og tvang kampen i overtid, hvor Rasmus T. Anderson til sidst sikrede Rungsted to point.

Opgøret blev afviklet tirsdag, da Rungsted senere på ugen åbner sit gruppespil i Champions League. Fredag gælder det ukrainske HC Donbas på udebane, og søndag går det løs hos østrigske EC KAC fra Klagenfurt.

Rungsted fik forfærdelig start

Herlev udnyttede et powerplay i midten af første periode til at bringe sig foran ved svenskeren Alexander Lindqvist-Hansen, der er ny kaptajn for holdet i denne sæson.

Kort efter øgede den amerikanske nyerhvervelse Jake Horton til 2-0, og han var også mand for assisten til Lindqvist-Hansens 3-0-scoring i en glimrende første periode for hjemmeholdet, hvor Frederik Bjerrums reducering dog var et lille skår i glæden.

Niklas Tikkinen sørgede for 4-1 tidligt i anden periode, og så fik Rungsted pludselig meget travlt.

Det blev til en reducering inden anden pause, og fire minutter inde i tredje periode listede André Pison pucken mellem benene på Herlev-målmanden til 3-4.

Men bedst som det lignende et comeback af mesterholdet, slog Herlev igen i powerplay. Tikkinen afsluttede, og Horton dirigerede sin anden scoring i kampen i nettet.

Udvisning kostede dyrt for Herlev

Bagud med 3-5 måtte Rungsted forcere, og det gav chancer til Herlev den anden vej.

Stolpen stod dog i vejen for Lindqvist-Hansen, og i stedet for 6-3 blev det 5-4, da André Pison efter en fem minutters udvisning til Herlev var på pletten med tre minutter tilbage af opgøret.

45 sekunder før tid vippede Marcus Olsson også 5-5-scoringen i kassen efter et tungt pres, og så skulle kampen afgøres i overtid.

Her var Rasmus T. Anderson mand for sejrsmålet i tre mod tre-spillet.

Metal Ligaen fortsætter fredag, blandt andet med et opgør mellem sølvvinderen Aalborg Pirates og Odense Bulldogs.