Ishockey

Dansk stjernemålmand melder sig klar til OL

NHL-målmanden Frederik Andersen var ikke med i OL-kvalifikationen, men melder sig nu klar at vogte målet for Danamrk ved OL i Beijing.

Den 32-årige Frederik Andersen er lige nu på alles læber efter en suveræn sæsonstart for sin nye NHL-klub Carolina Hurricanes.

Og til februar kommer det danske landshold til at nyde godt af den stærke målmand, når det danske landshold for første gang nogensinde skal spille ishockey ved OL.

- Hvis alt går op, og jeg er frisk, så spiller jeg meget gerne OL, siger Frederik Andersen til TV 2 SPORT.

- Min førsteprioritet er at gøre det godt her i for Carolina, men det vil være fantastisk at spille OL for Danmark.

Frederik Andersen var ikke en del af den danske trup, der leverede den historiske kvalifikation i august, men der var der en naturlig forklaring på.

- Jeg var ikke en gang gået på is endnu, så det var midt i min fysiske træning, forklarer den stærke målmand sit afbud med.

For der var en ting, der var vigtigere end en OL-kvalifikation for Frederik Andersen, og det var at blive fuldstændig klar til den nye sæson.

- I starten af sidste sæson fik jeg problemer med knæet, og jeg fik aldrig rigtig styr på det. Så der var nogle ting, jeg skulle have rettet op på i løbet af sommeren. Både fysisk og målmandsteknisk.

Fulgte kvalifikationen tæt

Men selvom han var travlt beskæftiget med at rette op på tingene 'hjemme' i Nordamerika flere tidszoner skævt af OL-kvalifikationen i Oslo, så fulgte Frederik Andersen det danske hold tæt.

- Danmarks historie er, at vi så tit har været tæt på, uden det lykkedes. Men endelig skete det, og det er en stor forløsning for dansk ishockey.

Og nu hvor han har fået rettet sig selv og sit spil op, så kan han også begynde at se frem mod at forsvare de danske farver i Beijing sammen med resten af det danske landshold.

- Det er bare noget helt særligt. Jeg husker det første OL, jeg for alvor fulgte på TV. Det var i Nagano i 1998, husker Frederik Andersen tilbage.

Her var det især den tjekkiske målmandslegende Dominik Hasek, der lagrede sig i hukommelsen hos den dengang otteårige Herning-knægt, og siden har han fulgt med ved OL siden.

Til februar bliver det så fra første parket og ikke på TV-skærmen, når det danske hold skal op mod vanskelige modstandere som Rusland, Tjekkiet og Schweiz.