Ishockey

Dansker var igen kampens bedste og skrev historie

Danske Frederik Andersen holdt buret rent, da Carolina Hurricanes for første gang nogensinde vandt sæsonens første seks kampe.

Det er sjældent, ishockeymålmænd leverer en assist.

Det sker heller ikke hver dag, at de bliver kåret som kampens spiller.

Og at holde nullet er langt fra hverdagskost.

Alle tre ting præsterede danske Frederik Andersen natten til fredag, da han og Carolina Hurricanes slog storholdet Boston Bruins med 3-0.

Andersen skiftede i sommer fra Toronto Maple Leafs til Hurricanes, og her har han altså fået en drømmestart uden lige. Holdets sejr var den sjette ud af seks i sæsonen, og det er aldrig sket før i klubbens historie. Danskeren har vogtet buret i samtlige kampe og har dermed en stor aktie i historieskrivningen.

Bedst for anden kamp i træk

33 redninger blev det til fra Andersen mod Bruins, og dermed bringer han sin samlede redningsprocent op på 95,6. Det kan ingen målmænd, der har spillet fire kampe eller mere, hamle op med.

Det var anden kamp i træk og tredje gang i sæsonen, at Frederik Andersen blev kåret som kampens bedste spiller på NHL's officielle hjemmeside.

- Frederik har været utrolig, siger kaptajn Jordan Staal ifølge Canes Country.

- Han har været en klippe, og man vinder helt sikkert ikke så mange kampe i træk uden fantastisk målmandsspil.

Det var første gang i den nye sæson og 20. gang i sin NHL-karriere, at Frederik Andersen holder buret rent.

Andersen har i seks kampe blot lukket otte mål ind, og dermed er Hurricanes det eneste hold i NHL, der ikke har lukket et tocifret antal mål ind.

Samtidig er holdet sammen med Florida Panthers de eneste, der endnu er ubesejret i den nye sæson.

Klar til OL

Landstræner for det danske ishockeylandshold Heinz Ehlers vil formentlig håbe, at Frederik Andersen kan holde fast i den gode form i en rum tid endnu.

Onsdag oplyste målmanden således til TV 2 SPORT, at han er klar til at stille op for Danmark ved OL i Beijing næste år, hvis han er skadefri og ellers bliver udtaget.

Andersen var ikke med, da de danske ishockeyherrer i august kvalificerede sig til holdets første vinter-OL nogensinde, fordi han på det tidspunkt stadig var ved at komme sig over en skade.

Han skiftede til Carolina Hurricanes i juli fra Toronto Maple Leafs, hvor han spillede i fem sæsoner. Han debuterede i NHL i 2013 for Anaheim Ducks.