Vinter OL

Ishockeypræsident trækker i land: Kina beholder OL-plads

IIHF forsøger at hjælpe Kina i gang med forberedelserne til vinter-OL ved at få stablet kampe på benene.

Når ishockeyturneringen ved vinter-OL i Beijing starter til februar næste år, bliver det med værtsnationen Kina på isen.

Det slår Luc Tardif, præsident i Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF), fast tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tilbage i september luftede samme Tardif dog idéen om at udelukke Kina fra turneringen på grund af deres yderst tvivlsomme niveau på isen, men han er nu vendt på en tallerken.

- Jeg vil gerne gøre det klart, at IIHF ikke vil fjerne det kinesiske hold fra OL. Deres deltagelse som værtsnation forbliver uændret, siger han tirsdag under et møde i forbundet.

- Vi arbejder sammen med Det Kinesiske Ishockeyforbund (CIHA) for at bekræfte deres spillerberettigelse i henhold til IIHF-regler. Og vi vil fortsætte med at hjælpe dem, mens de forbereder deres hold til de olympiske lege.

Norge misser OL

Tilbage i september udtrykte Tardif også bekymring for, at det kinesiske hold ville blive slået komfortabelt i samtlige kampe, og at det ville påvirke turneringen og sporten negativt. Men nu trækker han altså i land.

IIHF forsøger i øjeblikket at få stablet flere kampe på benene, således at det kinesiske hold får noget kamptræning forud for OL.

I øjeblikket er Kina rangeret som nummer 32 i verden.

Var Kina blevet udelukket fra turneringen, kunne det have sendt en OL-billet videre til Norge. Men nordmændene skal formentlig igen vænne sig til tanken om, at det bliver uden norsk deltagelse.

Det var netop Norge, som Danmark slog i den afgørende kamp, da det danske herrelandshold i slutningen af august for første gang nogensinde kvalificerede sig til vinter-OL.

Vinter-OL starter 4. februar og slutter 20. februar næste år.