Ishockey

Ishockeykvinder slår Østrig og er tæt på historisk OL-billet

Ishockeykvinderne har sin OL-skæbne i egen hånd efter sejr over Østrig. Point mod Tyskland giver OL-billet.

De danske ishockeykvinder kom lørdag et stort skridt nærmere en historisk billet til vinter-OL.

Østrig blev besejret med 1-0 i tyske Füssen, og dermed har Danmark nu som eneste land vundet begge sine foreløbige to gruppekampe i OL-kvalifikationsgruppen.

Førstepladsen og den første OL-deltagelse nogensinde kan søndag sikres med et enkelt point mod Tyskland i sidste kamp. Det er dermed nok for danskerne at spille uafgjort efter ordinær spilletid, da selv et nederlag efter overtid giver point.

Vinder Tyskland over Danmark uden overtid, mens Østrig gør det samme mod Italien, vil de tre lande ende på samme pointantal. Den indbyrdes målscore bliver i så fald udslagsgivende, hvor Østrig står bedst efter sin 3-0-sejr over Tyskland.

Ishockeykvinderne kan gøre ishockeyherrerne selskab i kinesiske Beijing næste år. Herrelandsholdet har allerede kvalificeret sig til vinter-OL, hvilket ligeledes er første gang nogensinde.

Kampen mod Østrig skulle helt frem til to minutter før anden periodes afslutning, før der kom mål på tavlen.

I et af mange danske power plays lykkedes det endelig at få pucken i nettet. Efter flot forarbejde af Silke Glud, stod Maria Peters perfekt placeret foran den østrigske målmand og rettede pucken forbi.

Østrig pressede på i tredje periode for udligningen, men danskerne holdt stand og havde flere muligheder for at lukke opgøret helt i frit mål.

Kampen mod Tyskland spilles søndag klokken 12.

Tidligere lørdag slog tyskerne Italien med 4-1.

Vinter-OL i Beijing afvikles fra 4.-20. februar.