Dansk comeback sikrer historisk OL-billet

Danmarks ishockeykvinder er klar til OL i 2022, selvom de tabte den afgørende kvalifikationskamp til Tyskland efter straffeslag.

Danmark har fuld plade på ishockeyfronten ved vinter-OL i Beijing til februar næste år.

Søndag eftermiddag gjorde de danske kvinder nemlig herrerne kunsten efter og sikrede sig en OL-billet for første gang nogensinde. Det står klart, efter Danmark formåede at sende den afgørende kvalifikationskamp mod Tyskland ud i forlænget spilletid.

Danskerne skulle bare bruge ét point, så derfor betød det ikke så meget, at det endte med et nederlag efter straffeslag.

Danmark 2-3 Tyskland (efter straffeslag)

  • 0-1: T. Eisenschmid (2. periode - 11')
  • 0-2: L. Welcke (2. periode - 15')
  • 1-2: M. Frandsen (2. periode - 20')
  • 2-2: S. Glud (3. periode - 8')
  • Tyskland vandt straffeslagskonkurrencen med 3-2

Tidligere på ugen vandt Danmark over Italien og Østrig, og dermed skulle de bare bruge ét point for at sikre den historiske OL-kvalifikation. Det ene point kom endegyldigt i hus, da kampen blev sendt i overtid.

Danmark kom ellers bagud med 0-2, men formåede at kæmpe sig tilbage i kampen. De danske spillere holdt vejret få minutter før tid, hvor et tysk skud på overliggeren var tæt på at ødelægge festen. Det gjorde blev den heldigvis ikke, og derfor kunne danskerne juble efter 60 minutter. Og det var til trods for, at kampen stadig var i gang.

Inden kvindernes kvalifikation stod det allerede klart, at Danmark ville sende rekordmange atleter til OL i Beijing. Den rekord bliver heldigvis endnu sværere at slå nu.

Danmark var i store problemer

Danmark var ellers i store vanskeligheder bagud med 0-2, men efter et flot comeback blev OL-billetten indløst.

Efter en målløs første periode kom Danmark i store problemer i anden periode. Her pressede tyskerne for føring, og den kom midtvejs ved Tanja Eisenschmid.

Det kørte ikke for danskerne, der blev ramt af flere udvisninger. En af dem udnyttede tyskerne til at score igen.

14 minutter var spillet, da Lilli Welcke hamrede pucken op i målhjørnet til 2-0.

Da så det sort ud for Danmark, men der kom nyt håb med bare 42 sekunder tilbage af perioden, da Malene Frandsen reducerede til 1-2 med et flot mål.

Udligning sendte Danmark til OL

Det gav ny optimisme til tredje periode. Danskerne var mere i teten i forhold til anden periode, hvor tyskerne var dominerende.

Efter otte minut gav det bonus på måltavlen, da Silke Glud udlignede til 2-2.

Fire minutter før tid fik Tyskland en friløber, men danskerne slap med skrækken og kørte sejren hjem.

Tyskland, der var regnet som favorit til at vinde gruppen på forhånd, skulle vinde med mindst fem mål for at komme til OL, så gassen gik lidt af den tyske ballon i slutfasen.

Danskerne kunne derfor juble efter 60 minutters spil, inden der blev taget hul på den ligegyldige overtid, som sluttede uden mål. Tyskerne vandt derefter en langstrakt straffeslagskonkurrence.