Ishockey

Historisk OL-billet i sigte: - Det ville være ubeskriveligt

Med minimum ét point imod Tyskland vil det danske kvindelandshold sikre sig en plads ved OL.

I august kvalificerede de danske ishockeyherrer sig til OL for første gang nogensinde, og nu har kvinderne muligheden for at gøre dem kunsten efter.

Efter sejre over Østrig og Italien møder danskerne søndag Tyskland, og her vil danskerne sikre sig OL-billetten, hvis bare de tager ét point.

Med andre ord er det altså blot et dansk nederlag i ordinær tid, der kan knuse danskernes drøm om OL-deltagelse.

På papiret har Danmark altså fine chancer for at kvalificere sig til OL, og det er noget, der betyder meget for de danske kvinder.

- Det ville ikke engang kunne beskrives. At få en OL-billet på de her tre kampe og tage tre sejre med hjem. Det ville være ubeskriveligt, siger Cassandra Repstock-Romme og tilføjer:

- Det er det, vi drømmer om og kæmper for. Det er det, vi har kæmpet for hele vejen op til og træner for hver dag. Hver eneste skift, hver eneste puck, det hele – det er dét, målet er.

Har gode chancer mod Tyskland

Danmark er det eneste hold i gruppen, der har maksimumpoint efter de to første kampe. Det er kun førstepladsen i puljen, der kvalificerer sig til OL, og den sidder danskerne på inden den sidste kamp.

- Hele holdet kører lige nu bare på glæde og adrenalin, og omklædningsrummet boomer af, hvor fed en oplevelse det er, vi står over for lige nu. Nu kan vi selv gå ind og afgøre det, og det er bare mega dejligt, siger Cassandra Repstock-Romme.

Hun mener, at danskerne har gode chancer imod Tyskland, hvis de kan finde det samme spil frem som i de seneste to kampe. Desuden er det ifølge hende en fordel, at de kan spille frit.

Kampen bliver spillet klokken 12.00 og kan følges på DR, som TV 2 deler rettighederne til vinter-OL med til februar.

Og det bliver forhåbentlig med dansk deltagelse i ishockey ved både mænd og kvinder.