Ishockey

Dansker hyldes efter storkamp

Den danske målmand reddede 31 skudforsøg mod Anaheim Ducks og blev kåret som banens bedste.

Ishockeymålmanden Frederik Andersen fortsætter sin optur efter sommerens skifte til Carolina Hurricanes i NHL.

Fredag morgen blev den 32-årige herningenser kåret som kampens bedste spiller, da Carolina på udebane besejrede Anaheim Ducks med 2-1.

Sejren kom i hus efter en tæt kamp, hvor Andersen reddede 31 ud af Anaheims 32 skudforsøg og hjalp sit hold til den 13. sejr i sæsonens første 15 kampe.

Frederik Andersen forlod i sommer Toronto Maple Leafs efter fem sæsoner. Det begyndte godt, men endte skidt i den ishockeygale by, hvor en halvskadet Andersen endte som reserve i sin sidste sæson.

Men nu har målmanden genfundet storformen. Han har været på isen i 12 kampe i denne sæson og er noteret for en samlet redningsprocent på over 94 procent.

Til sammenligning står han på 91,6 procent set over hele NHL-karrieren.

Ehlers med scoring

Også Nikolaj Ehlers markerede sig natten til fredag, da han stod for Winnipeg Jets enlige scoring i 1-2-nederlaget til Edmonton Oilers.

Danskeren bragte Winnipeg foran med seks minutter tilbage af kampen, men stjernespilleren Connor McDavid udlignede for Edmonton kort efter. Edmonton tog efterfølgende sejren i straffekonkurrence.

Ehlers har lavet fem mål og syv assist i 16 kampe, hvilket foreløbig gør ham til næstfarligste dansker i den stærke liga.

Øverst på den internt danske topscorerliste ligger fortsat Oliver Bjorkstrand, som noterede sig for en assist i Columbus Blue Jackets' 5-4-sejr over Arizona Coyotes. Bjorkstrand har dermed lavet 17 point i 14 kampe.