Ishockey

Ehlers scorer i nederlag

Ehlers udlignede til 2-2 mod Buffalo Sabres, mens smitteudbrud udsætter Frederik Andersens kamp.

De forrige to kampe er Nikolaj Ehlers gået fra isen uden at have scoret for Winnipeg Jets i den nordamerikanske ishockeyliga NHL, men det fik den 25-årige nordjyde rettet op, da han udlignede til 2-2 i tirsdagens kamp mod Buffalo Sabres.

Men mere blev det ikke til for det canadiske hold, og Winnipeg endte med at tabe 2-4.

Ehlers havde tre skudforsøg på mål i de næsten 20 minutters spilletid, han fik.

Med sejren bryder Buffalo en stime på syv nederlag i træk.

Målvogter Frederik Andersen fra Carolina Hurricanes skulle også have været i aktion i tirsdagens runde, men kampen mod Minnesota Wilds blev udskudt. Det skyldes, at fire af danskerens holdkammerater er blevet testet positive for covid-19.

Der har også været smitteudbrud hos Ottawa Senators, New York Islanders og Calgary Flames. I alt er ni kampe i NHL blevet udskudt til et senere tidspunkt på grund af smittetilfælde, skriver NHL på sin hjemmeside.