Ishockey

Medier: NHL-spillerne kommer ikke til OL

Danmark får ikke gavn af profiler som Frederik Andersen og Nikolaj Ehlers, hvis NHL holder spillerne hjemme.

Ifølge de amerikanske medier ESPN og The Athletic er NHL og spillerforeningen blevet enige om ikke at sende nogen af ligaens ishockeyspillere til næste års vinter-OL i Beijing.

Oplysningen er ikke bekræftet officielt, men medierne skriver, at flere kilder har fortalt om beslutningen.

Ender vinterlegene med at blive uden spillere fra den bedste nordamerikanske ishockeyliga, vil det være et stort slag for Danmark og mange andre deltagende nationer.

I så fald kan det danske ishockeylandshold, som har kvalificeret sig til vinter-OL for første gang, ikke gøre brug af profiler som Frederik Andersen, Nikolaj Ehlers, Oliver Bjorkstrand og Lars Eller.

Det samme kan gøre sig gældende for Joachim Blichfeld, Alexander True og Jonas Røndbjerg, der er på kontrakt i henholdsvis San Jose Sharks, Seattle Kraken og Vegas Golden Knights, men som aktuelt ikke er i truppen.

50 kampe udskudt

I den seneste overenskomst mellem ligaen og spillerforeningen var parterne ellers kommet frem til, at spillerne kunne deltage ved OL i 2022 og 2026.

Det var ikke tilfældet ved det seneste OL i Pyeongchang for snart fire år siden.

NHL kunne dog træde ud af den nye aftale frem til 10. januar, og noget tyder altså på, at det bliver tilfældet.

Det kunne dog kun ske, hvis kampprogrammet i NHL blev ramt af en lang række udsættelser som følge af coronapandemien.

Smitten er steget betydeligt i den seneste tid, og NHL har 21. december udskudt hele 50 kampe i sæsonen, ligesom ligaen sættes på pause over julen frem til 27. december.

Mere end 120 spillere og andre ansatte i klubberne er den seneste tid havnet på coronalisterne, der gør, at de ikke må deltage i kampe.

OL afholdes fra 4. til 20. februar, og da der ikke er fastlagt nogen NHL-kampe i denne periode, er det oplagt, at den bruges til at få indhentet en stor del af de opgør, der er blevet udsat på grund af coronapandemien.

Danmark kvalificerede sig til OL i Beijing ved en kvalifikationsturnering i Norge i august. Her slog danskerne netop nordmændene i den afgørende duel.

Foruden herrerne er de danske ishockeykvinder kvalificeret til vinterlegene for første gang.