Ishockey

Officielt: NHL nægter spillerne OL

Et hav af aflyste kampe får nu konsekvenser for ishockeyturneringen ved vinter-OL.

Det internationale ishockeyforbund (IIHF) har netop meddelt, at NHL ikke frigiver spillerne til vinter-OL.

Meldingen fra IIHF kommer efter en klar besked fra verdens stærkeste liga og dens spillerforening, National Hockey League Players’ Association (NHLPA), om, at spillerne ikke bliver frigivet til legene i Kina.

NHL er hårdt ramt af coronasmitte, som indtil videre har udsat 50 grundspilskampe i ligaen.

Derfor dropper ligaen den pause, der var lagt ind for at lade spillerne rejse til OL.

- NHL respekterer og beundrer spillernes lyst til at repræsentere deres hjemland og deltage i en turnering, hvor de bedste af de bedste er med.

- Derfor har vi også ventet så lang tid som muligt med at tage denne beslutning, mens vi har undersøgt alle muligheder for at vores spillere kunne deltage i vinter-OL 2022, siger NHL's øverste chef, Gary Bettman.

- På grund af den store forstyrrelse af NHL-sæsonen, som de seneste coronarelaterede hændelser har forårsaget, er det ikke længere muligt at deltage i OL.

Fire danskere med fast spilletid

Lige nu spiller fire danskere fast i NHL, nemlig Frederik Andersen (Carolina Hurricanes), Nikolaj Ehlers (Winnipeg Jets), Oliver Bjorkstrand (Columbus Blue Jackets) og Lars Eller (Washington Capitals).

Danmarks ishockeylandshold har for første gang i historien kvalificeret sig til OL, men nu bliver deltagelsen altså uden landets største stjerner.

- Jeg tænker mere på spillerne end mig selv. For fleres vedkommende er det måske sidste gang, de har mulighed for at komme med til OL.

- Vi ved samtidig alt om, hvor svært det er at kvalificere sig til OL. Så det gør selvfølgelig ondt på os, at vi ikke stiller i stærkeste opstilling.

- Spillerne havde set frem til at prøve at måle sig mod nogle af de allerbedste, mens vi er i stærkeste opstilling, siger landstræner Heinz Ehlers ifølge Ritzau.

Flere danskere er også på kontrakt i NHL, men er ikke aktuelle på deres respektive førstehold. Det gælder blandt andre Joachim Blichfeld (San Jose Sharks), Alexander True (Seattle Kraken) og Jonas Røndbjerg (Vegas Golden Knights).

Ved det seneste vinter-OL i 2018 blev NHL-spillerne heller ikke frigivet. Ved den lejlighed vandt Rusland olympisk guld efter finalesejr over Tyskland.