Ishockey

Rungsted i fuld kontrol henter nem sejr

Der var ikke megen slinger i valsen, da Rungsted slog et tandløst Rødovre-mandskab i Metal Ligaen.

Sidste sæsons danske mestre fra Rungsted Seier Capital har kæmpet gevaldigt med at ramme en stime af sejre i denne sæson, men mandag blev en god dag.

På udebane mod Rødovre Mighty Bulls var Rungsted klart bedst og vandt uden problemer med 4-0 over Metal Ligaens bundprop.

Rungsted ligger på en beskeden sjetteplads med næsten 20 point op til Herning Blue Fox, der indtager førstepladsen.

Egentlig var der fire kampe på programmet i Metal Ligaen mandag aften, men de øvrige tre var aflyst på grund af coronasmittede spillere.

Rødovre åbnede kampen i et fint tempo og havde flere gode muligheder i første periode. Effektiviteten var imidlertid fraværende, og niveauet dalede hos hjemmeholdet, efterhånden som de første 20 minutter gik.

Det udnyttede Rungsted med knap tre minutter tilbage af første periode. Morten Jensen smadrede pucken mod mål, og efter lidt tilfældigheder endte den hos Frederik Bjerrum, der skovlede den over stregen.

En sikker sejr

I anden periode var Rungsted i kontrol, og svenske Henrik Hetta øgede føringen til 2-0 i powerplay.

Rødovre var nu tvunget til at satse i tredje periode, og det gav bagslag. Rungsted stod stærkt i defensiven, og efter fikst pingpongspil sendte Rasmus Andersson pucken i nettet til 3-0 med knap otte minutter igen.

Det sidste søm blev slået i kisten, da Rungsted slog kontra med fire minutter igen. Ungarske Donat Szita stak alene afsted og scorede stensikkert til 4-0.

Der var ikke meget optimisme tilbage i Rødovre-mandskabet, og hjemmeholdet kom aldrig på tavlen.