Ishockey

Dansker i reserverolle efter coronasmitte

Frederik Andersen er blevet sin coronainfektion kvit. Natten til fredag sad han på bænken for Carolina.

Ishockeymålmanden Frederik Andersen var reserve for Carolina Hurricanes i NHL-kampen mod Montreal Canadiens natten til fredag dansk tid.

At danskeren overhovedet var med, er dog gode nyheder. 22. december kom det frem, at han ligesom flere holdkammerater var smittet med coronavirus.

Lidt over en uge senere er han altså igen klar til kamp.

Danskeren så fra udskiftningsboksen kollegaen Antti Raanta holde buret rent i holdets 4-0-sejr over canadierne.

Finnen reddede 26 af 26 forsøg.

Selv har Frederik Andersen haft en god sæson efter skiftet fra Toronto Maple Leafs.

Kan ikke spille med landsholdet

Han har blot tilladt 1,93 scoringer per kamp, hvilket er blandt de laveste gennemsnit i ligaen, og har stået med en redningsprocent på 93 i sine 1242 minutter på isen.

Den 32-årige dansker har også tidligere spillet for Anaheim Ducks i den bedste nordamerikanske ishockeyliga.

Han var udset til at være en vigtig del af det danske landshold ved vinter-OL i Beijing, men NHL har nægtet at lade spillerne rejse afsted.

Det skyldes den seneste coronabølge, som har ført til massevis af udsættelser.