- Det er helt fantastisk, siger stolt dansker
Danmarks ishockeykvinder fik skovlen under Tjekkiet og kan nu komme i OL-kvartfinalen med en sejr over Sverige tirsdag.
Se vinter-OL på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.
Smilene er tilbage hos de danske ishockeykvinder.
Deres drøm om en OL-kvartfinale lever efter sensationssejren over Tjekkiet mandag middag.
- Jeg er megastolt. Det er helt fantastisk. Jeg er så stolt af alle pigerne. Vi kæmpede til det sidste og viste i store dele af kampen, hvor godt vi kan spille, siger Josefine Høegh Persson til TV 2 SPORT.
Er det her det største resultat for dansk kvindeishockey?
- Ja, det synes jeg faktisk. At vinde en kamp til et OL er megastort, siger hun.
Skal slå Sverige i sidste gruppekamp
For bare et døgn siden var det danske håb om en kvartfinale nærmest ikkeeksisterende.
Men med 3-2-sejren over Tjekkiet, der er de danske ishockeykvinders første OL-sejr nogensinde, har de tre point i gruppe B før den sidste gruppekamp mod Sverige tirsdag. En kamp Danmark skal vinde i ordinær tid.
Kun de tre bedste hold i gruppen går videre til kvartfinalerne.
Hvordan skal I gå ind til kampen mod Sverige?
- Med samme indstilling som i dag. Vi har noget video i aften, hvor vi kan gå småting igennem, som vi kan justere til i morgen. Men hvis vi går ind med samme indstilling som i dag, er jeg sikker på, vi napper svenskerne, siger Josefine Høegh Persson til TV 2 SPORT.
Josefine Jakobsen, Michelle Weis Hansen og Silke Glud stod for de danske scoringer i sejren over Tjekkiet.
Se Danmarks kamp mod Sverige direkte på TV 2 og TV 2 PLAY fra klokken 14.05.