Flået ud i OL-chok mod Danmark: - Jeg er meget ked af det
Tjekkiets målmand fik den værst tænkelig OL-debut, da hun startede inde mod Danmark.
Se Danmarks skæbnekamp tirsdag på TV 2 og TV 2 PLAY
Hjelmen er stor og skjuler det meste af ansigtet, men den kunne ikke gemme nogle af sportens største følelser.
Målmanden Viktoria Svejdova fik OL-debut for Tjekkiet i mandagens kamp mod Danmark, men hvad der skulle have været en oplevelse for livet, blev i stedet en fortælling til glemmebogen.
Da Danmark kort inde i tredje og sidste periode bragte sig sensationelt foran med 3-2, havde træneren nemlig fået nok.
20-årige Svejdova blev taget ud og erstattet med den mere rutinerede førstekeeper Klara Peslarova.
Nærbilleder af Svejdova afslørede de store følelser. Tårerne kunne hun ikke holde tilbage.
- Jeg havde forestillet mig en anden debut. Jeg spekulerede på, om det kun var min fejl. Om en anden målmand havde reddet den, siger Svejdova ifølge sport.cz.
- Jeg præsterede ikke på 100 procent, og jeg er meget ked af det.
"Vi var dårlige"
Hun fortæller, at hun straks blev trøstet, da hun satte sig i udskiftningsboksen sammen med holdkammeraterne.
Tjekkiet rangerer højere end Danmark på verdensranglisten og var kæmpefavoritter til kampen, som endegyldigt kunne ødelægge danskernes håb om at nå kvartfinalen.
Det endte dog i en stor tjekkisk fadæse, da Danmark vandt 3-2.
- Jeg tror, vi undervurderede situationen. Det er svært at sige, om vi bare havde en dårlig dag, eller om vi blev trætte. Vi er vanvittigt kede af det, siger hun.
- Vi var dårlige, men vi håber at være der mod Japan tirsdag. Vi har holdet til det. Alle pigerne er kloge og dygtige spillere.
Trods nederlaget har Tjekkiet stadig skæbnen i egne hænder, når de møder Japan, der fører gruppen.
Danmark har ligeledes chancen for at gå videre til kvartfinalen, men det kræver en sejr i tirsdagens kamp mod Sverige, som du kan se på TV 2 og TV 2 PLAY klokken 14.10.