Vinter-OL

Gigantisk dansk sensation holder OL-drøm i live

Danmarks håb om en OL-kvartfinale lever efter en uventet sejr over gruppens førende hold, Tjekkiet.

En flok hårdt kæmpende danske ishockeykvinder har besejret ingen ringere end ishockeystormagten Tjekkiet.

Det skete mandag formiddag, da danskerne var tvunget til sejr for at holde sig i spil til en plads i OL-kvartfinalen.

Den sensationelle danske 3-2-sejr kom i hus, selvom danskerne var bagud både 0-1 og 1-2.

Lyn-analyse

For mig kan det sammenlignes med herrelandsholdets choksejr over USA i 2003 ved A-VM, hvor det også dengang var den første danske sejr på højeste niveau.

De danske kvinder har fået et kæmpe rygstød mod noget større. Tjekkiet har samme plads i verdenshierarkiet på kvindesiden, som det amerikanske VM-hold dengang havde på herresiden. Så det er meget imponerende med den første sejr på øverste hylde.

Resultatet er yderst uventet, efter at danskerne havde indledt OL med nederlag til Kina og Japan, mens tjekkerne havde vundet begge deres kampe og toppede gruppen.

Tirsdag skal Danmark forsøge at fortsætte de fremragende takter, når Sverige venter i gruppens sidste kamp. En kamp, du kan se på TV 2 og TV 2 PLAY klokken 14.05.

Kom tilbage efter svær start

Da de tjekkiske storfavoritter som planlagt kom foran i det sjette minut, duftede det af deja-vu fra afklapsningen, Danmark fik mod Japan lørdag.

Det blev det dog ikke. Det sørgede Josefine Jakobsen for, da hun fik en friløber og fintede den tjekkiske målvogter og udlignede til 1-1.

Herfra var det som forventet et dansk hold under pres i en første periode, der var præget af fire udvisninger – to til hvert hold – men ingen af holdene formåede at sende pucken i mål i overtal.

Josefine Jakobsen markerede sig som den vigtigste danske spiller i første periode, hvor hun ud over sin scoring afværgede en tjekkisk scoring, da hun smed sig og kom imellem en potentielt afgørende tværpasning.

Josefine Jakobsen var vigtig i første periode. Video: TV 2 Sport

Hæsblæsende anden periode

Anden periode begyndte som den første, hvor Danmark kom under massivt pres, hvilket endte med en flot tjekkisk scoring fra Katerina Mrazova tæt ved mål uden chance for Cassandra Repstock-Romme i det danske mål.

Belejringen af det danske mål fortsatte, og det så mere ud til, at Tjekkiet skulle udbygge sin føring, frem for at Danmark igen skulle lykkes med at udligne.

Stik imod spil og chancer formåede Danmark dog at udligne. Det skyldtes Michelle Weis, som det lykkedes at erobre pucken tæt ved det tjekkiske mål, og så stod det 2-2.

Den tjekkiske gavebod fortsatte, da Josefine Persson erobrede pucken og tilspillede sig en friløber. Det blev dog ikke til dansk føring i denne ombæring.

Den velspillende danske målvogter Cassandra Repstock-Romme kom i midten af anden periode til skade, da hun fik en tjekkisk spiller ind i sig via et skub i ryggen fra Malene Frandsen. Efter et par minutters pause formåede Repstock-Romme heldigvis at fortsætte, og det var godt dansk nyt. For hun havde spillet en fremragende kamp.

Igen havde kampens dommere gang i uddelingen af udvisningerne, og i periodens sidste halvdel overlevede Danmark fire minutter i undertal og sluttede perioden i overtal.

Danmark fremtvinger tjekkisk keeperudskiftning

Danmark vidste, hvad der skulle ske i begyndelsen af tredje periode: Overtallet skulle udnyttes. Og det blev det.

Efter lidt klumpspil endte pucken hos Silke Glud, kort inden tjekkerne blev fuldtallige, og så var storfavoritterne bagud.

Josefine Jakobsens pasning går hele vejen på tværs til angriber Silke Lave Glud, der køligt smækker pucken i mål. Video: TV 2 Sport

Det fik den tjekkiske træner til at handle og skifte den tårevædede målvogter Viktorie Svejdova ud. Det her havde de ikke regnet med.

Den danske føring blev forsvaret med dansk disciplin, som konstant fik stresset de tjekkiske backer, der gennem hele kampen lavede store fejl.

Med få minutter tilbage tog tjekkerne keeperen ud, og tilsat en dansk fejludskiftning angreb favoritterne med to mand i overtal. Det formåede en flok heroiske danskere dog at stå imod.

Og når man gør det, er en 3-2-sejr over Tjekkiet da meget fortjent, er det ikke?

Danmark vs. Tjekkiet
3-2
Ft
Topscorer
HoldSpiller(e)Mål
DanmarkJosefine JakobsenMichelle WeisSilke Lave Glud1 mål
TjekkietAneta TejralovaKaterina Mrazova1 mål
Udvisninger
HoldUdvisninger
Danmark5
Tjekkiet3

OL indl. gr. B

OL indl. gr. B
PositionHoldnavnKVTOVOT+/-P
14201113/79
24210110/87
3422007/86
4412107/75
5413007/143