Vinter-OL

I løbet af de næste timer får dansk nøglespiller afgørende svar

Jesper Jensen Aabo afventer lægernes svar på, om han kan spille videre eller er færdig ved vinter-OL.

Se vinter-OL på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

Alle på og omkring det mandlige danske ishockeylandshold holder vejret.

Søndag morgen lokal tid har Jesper Jensen Aabo sammen med landsholdets læge været på sygehuset i Beijing for at få foretaget de nødvendige undersøgelser af den skulder, han slog så voldsomt i OL-gruppekampen mod Schweiz lørdag.

I løbet af de næste timer vil landsholdslæge Anne Mette Stausholm og hendes kollegaer i Danmark nærstudere scanningsbillederne og afgøre Jensen Aabos videre OL-skæbne.

- Han er selvfølgelig træt af det, og han har haft ondt og har ikke sovet særlig godt i nat. Det er selvfølgelig både på grund af smerter, men også fordi han er sindssygt nervøs for, om han kommer tilbage i det her OL. Og det kan jeg da også godt forstå.

- Så vi har brugt morgenen på at få ham på sygehuset, taget røntgenbilleder, en CT-scanning og en MR-scanning. Og lige nu afventer jeg, at vi får de billeder lagt ind i vores system, så jeg kan få dem til Danmark. Så jeg kan få nogle af mine kollegaer dér til lige at være med til at kigge på dem, så vi er flere øjne, der er med til at tage beslutningen om, hvad der videre skal ske, siger Anne Mette Stausholm til TV 2 SPORT.

Hvad er det, I frygter?

- Det er hans AC-led i skulderen, hvor jeg kan se, at der er skade på. Så det er lidt i forhold til, hvor voldsom den skade er, og er det noget, vi kan gøre noget ved hernede, så han kan spille videre, eller er det noget, der skal have pause her og nu. Og det er dét, vi skal finde ud af, svarer landsholdslægen.

Hvad er en AC-led skade?

AC-leddet er en forkortelse for akromioklavikulærleddet. Dette er leddet mellem kravebenet (klavikula) og den øvre del af skulderbladet (akromion) nær ydersiden af skulderen. Det er et forholdsvis stift led, men det har en vigtig stabiliserende og "fjedrende" funktion i overgangen mellem armen og kroppen.

AC-leddet er udsat for skade ved fald på skulderen og ved slag mod skulderen. Idrætsudøvere og andre fysisk aktive personer, fx cyklister er hyppigst udsat for sådanne skader.

Kilde: sundhed.dk.

60 procents chance for, at Jensen Aabo kan fortsætte

Det var tydeligt, at Jesper Jensen Aabo havde ondt, efter at han var blevet tacklet ind i banden i slutningen af 2. periode. Men som den kriger han er, rejste han sig op og spillede videre.

Men ved det efterfølgende spilstop måtte han opgive at spille kampen mod schweizerne til ende.

Landsholdslæge Anne Mette Stausholm vurderer, at der er 60 procents chance for, at Jensen Aabo kan være med i Danmarks næste kamp.

- Jeg tror, at det er 40-60, måske, hvor 40 er, at han ikke kommer til at spille. Men lad os se. Vi har noget godt medicin med, og vi har nogle gode behandlere med. Så lad os se, hvad vi kan få gjort ved ham. Vi har et par dage endnu, heldigvis.

Lyn-analyse

Hvis Jesper Jensen Aabo må udgå af OL, mister det danske hold en nøglespiller. Han er en af de spillere med mest istid, og de minutter kan ikke erstattes af en anden med tilsvarende niveau. Han spiller også både boxplay og powerplay. I kampenes slutfaser er han altid meget på isen, hvilket bare understreger, at det er en nøglebrik, der vil blive taget ud af holdet.

Resten af søndagen er det planen, at Jesper Jensen Aabo skal have masser af ro og måske en smule behandling i det skadede område for at få løsnet op i den blodansamling, der er.

- Det er formentlig også det, der kommer til at ske i morgen (mandag, red.). Og ellers få ham til at sove godt, så hans muskler i skulderen kan få slappet af, sådan at det får lov at falde til ro.

- Og så når vi kommer til kampdagen (tirsdag, red.), ser vi, hvor klar han er. Om vi kan få ham tapet op, og vi kan få givet ham nogle af de gode sager (medicin, red.), vi har med. Om vi kan få ham i gang, siger Anne Mette Stausholm.

Jensen Aabo ramt af samme skade tidligere

Landsholdslægen fortæller videre, at Jesper Jensen Aabo tidligere i sin karriere har været ramt af samme skade i sin anden skulder.

- Så han ved godt, hvad det handler om. Så jeg synes egentlig, at han tager det flot, men han er selvfølgelig træt af, at resten af hans OL er i fare.

Danmark vandt kampen mod Schweiz med 5-3 og sikrede sig dermed andenpladsen i gruppe B. Denne søndag bliver det afgjort, hvem Danmark møder i næste kamp, som med stor sandsynlighed bliver en playoffkamp om at komme i kvartfinalen.

På trods af et pres til sidst tog Danmark sejren i OL-kampen mod Schweiz. Video: TV 2 SPORT